
Rå og romantiske lopper på Carlsberg
Der er noget for både unge med minimalistisk indretsningsstil og for samlere med forkærlighed for mange detaljer, når Carlsberg holder loppemarkeder i TAP1. Næste marked er den 8.-9. november 2014.
Rå industrilamper i stort format er højeste mode, og flere handlende har fine eksemplarer med, når der er marked i Carlsbergs TAP1. De rå lamper passer godt til en uhøjtidelig boligstil og giver i den grad lys over spisebordet.
Udover de mange lamper i rå stil er der masser af godbidder at komme efter, veloplagte sælgere, glade købere og mange af dem, som bare nyder at være med, hvor der pruttes om priserne. Varer i lange baner får nye ejere, og man også kan få en kop kaffe med.
Læs også: Loppefund på Halmtorvet
Sommeren igennen holder TAP1 udendørsmarkeder overfor den store udstillingshal på Pasteursvej, lige ved siden af REMA1000 og med et godt halvtag, der skærmer mod den lunefulde danske sommer. Men når vinteren slår ind, flytter markedet indendørs, og næste marked er 8.-9. november 2014.
Se også: Europas største loppemarked
Hold øje med kalenderen på TAP1's hjemmeside for kommende markeder.
Se med i vores galleri nedenfor, og bliv inspireret til din næste loppetur.
Loppemarked i Carlsbergs TAP1


En samling dukker, gamle og halvgamle, havde fået plads i en hjemmebar formet som en globus, 850 kroner, hos en privat handlende. Dukkerne lå til 200-600 kroner, men den beskedne pris skyldtes, at ingen af dem var helt perfekte.
Torben Djenner


Børge Mogensens stole hitter stadig især blandt unge og yngre mænd, og Tau Lauritzen er meget tændt på Y-modellen til 1998 kroner. Stolen til højre er af den mere almindelige ”kantinemodel” og koster 650 kroner hos den private handlende.
Torben Djenner


Sussi Frisch skuffer aldrig samlerne, for hendes stande bugner uvægerligt at spændende og særprægede ting. Blikfanget var den næsten rørende barnestol fra 30’erne til 450 kroner, mens de vidunderlige og meget udtryksfulde tøjdyr lå til 250 kroner for bamsen i det strikkede tøj, 150 kroner for den store bamse og 100 kroner for hunden.
Torben Djenner


Klara Stralendorff er fascineret af den sølvgrå lampe fra en dansk fabrikshal og får den med hjem for 2000 kroner. Den sorte i forgrunden er en tysk Philipsen fra 30’erne til 700 kroner, og lampernes priser ligger typisk et sted mellem 7-800 kroner og et par tusinde. En privat handlende havde dem med.
Torben Djenner


Michael Brandt fra GO-LEG trak mange nysgerrige til sin stand på grund af det store udvalg med kasketter, hatte og andre typer hovedtøj. Kysen fra Frelsens Hær stod til 375 kroner, mens den forgyldte tropehjelm kostede 150 kroner, og den velholdte krokodilleskinds-taske fra 50’erne kunne hjembringes for 450 kroner.
Torben Djenner


Glæden var ikke til at tage fejl af, da Louise Refsgaard fandt den brun-orange retro-vase/kande til bare 30 kroner. Den er tysk og så dejlig, at den fik det store smil frem ved tanken om de flotte forårsblomstrende grene fra frugttræer, der skal stå i den, og ved juletid bliver det måske lærkegrene.
Torben Djenner


Der lød mange åh…ih…og ne-e-e-j, da mor og datter fik øje på det hvidmalede sybord fra 20’erne. Det endte med, at mor Marianne Hansen, betalte de 400 kroner til den private handlende, Charlotte Kjær, men datteren Diana lagde ikke skjul på, at hun nemt kan få plads til sybordet i sit hjem og satte trumf på med: ”Jeg har jo snart fødselsdag”.
Torben Djenner


Taimi Danesen var taget hele den lange vej fra sit hjem i Saxkøbing i håb om at gøre et godt køb. Hun samler på kaffekander og var glad, da hun fandt den yndige model med violer for blot 100 kroner.
Torben Djenner


Anne-Mette Kampmann samler på gamle dåser, og selv om Irmas ikke specielt har hendes interesse, kunne hun ikke dy sig for at undersøge det flotte udvalg hos Kirsten Hvidemose. Dåser fra kunstnerserien koster 50 kroner stykket, mens prisen for dem til sukker, gryn eller mel ligger på 85 kroner.
Torben Djenner
Inspiration: Det skal du gå efter på loppemarkedet