Slet

Sommerglæde: Det skal du gå efter på loppemarkedet!

For antikelskere byder sommertiden på ekstra muligheder for at dyrke hobbyen: Loppe- og kræmmermarkeder frister til gode fund, og i det gode vejr kan de fine gamle ting ikke kun pynten indendørs men også udendørs.

Blomsterskjul

Grøn til grønt: Skønne urtepotteskjulere passer perfekt til sommerens smukke blomster. Og så er gamle urtepotteskjulere oplagte antik- eller loppemarkedskøb, hvor man får god kvalitet til rimelige priser.

 

Ship o’hoj

Et modelskib bringer sommerminder om strand, sol og saltvand inden døre. Plus eftertanke om den modelbygger, der engang for mange år siden lagde timers og atter timers arbejde i at fremstille skibet. Er du heldig, kan du finde gamle modelskibe på loppemarkedet, som kan pynte smukt på sommerbordet eller vindueskarmen. 

 

Kønt syn

Vindueskarmen kan bruges til andet end blomster – lav små skiftende udstillinger af dine kønne ting. Mix fx en Bjørn Wiinblad-figur med en marokkansk krukke og små figurer i metal for at skabe et personligt stilleben. 

Slidt skønhed

Selvom du ikke har lyst til at sætte dig på et rustent eller vakkelvornt og patineret møbel, så er de perfekte som udgangspunkt for et dekorativt tableau med blomster på terrassen. På den måde skaber du en hyggelig og unik opsætning, samtidig med du udnytter de gamle møbler, som oftest kan fåes for en slik på landets markeder.