Slet

Sommervin på terrassen

Læg godt mærke til Østrig. For det er herfra, vi netop nu får nogle af de reneste og mest sprøde hvidvins­oplevelser, der tilmed passer perfekt til sommermaden på terrassen. Indtil for få år siden var det et meget begrænset antal vinelskere og vinturister herhjemme, der havde hørt om Grüner Veltliner.

Men ikke alene er det Østrigs nationaldrue sammen med den mere kendte Riesling. Den leverer også glade, sprøde hvidvine til priser, der må betegnes som særdeles menneskevenlige, når man tager den ofte tårnhøje kvalitet i betragtning.
I hovedstaden Wien har de altid hygget sig med den rundt omkring på de små vinstuer og restauranter, hvor Grüner Veltliner-karaflerne sælger lige så godt som den saftige sauerkraut. Med god grund. Selv i de billige udgaver er det en af verdens bedste husvine.
Og nu ta'r den Danmark med storm. Dens pirrende friskhed og dens smukke smag af moden drue tilsat et lille nip hvid peber går rent ind, også i denne Mad & Bolig Vintest, hvor topavleren Willi Brundlmayers Grüner Veltliner kører sejren hjem i overlegen stil. 60 kr. for en hel liter supervin. Så kan alle være med.
Sjovt nok kommer forfølgeren fra højst uventet hold. En græsk harpiks­modificeret Retsina i en halvlitersflaske til sølle 25 kr., tilmed leveret med sodavandskapsel i stedet for prop, overrasker alt og alle med sin djærve velsmag.
Til gengæld skuffer den anden og langt dyrere Retsina fra det velrenommerede Kourtaki, og Gascogne-vinen fra Baskerlandet falder helt igennem denne gang.

????? Topvin (exellent)
???? Storartet
??? Udmærket
?? Acceptabel
? Skuffende

(0) Ringe (+) Godt køb (-) For dyr

SMAGERNE ER: MARIA GRØNLYKKE forfatter,
BO KNUTSSON it-konsulent, SVEND MARIAGER
tidl. chef for Hotel & Restaurantskolen,
NANA WAD sommelier, ANDERS GRØNDAHL
vinjournalist, ERIK MORSING journalist.

Hvidvine under 60 kr.

1. Olympias Retsina
Uden årgang, Iraklion, Kreta, Grækenland
Superbest, 25 kr. (NB! Indeholder ½ liter) ???
Frisk som et skumbad med fyrrenåleduft. Ret læskende, tør og rank, med den klassiske tone af harpiks og lakridspastil. Skøn at nippe til på en græsk taverna eller hjemme hos sig selv i en solplet på terrassen. Vinen kommer i en buttet halvlitersflaske med sodavandskapsel.

2. Kourtaki Retsina
Uden årgang, Attica, Grækenland
Superbest, 40 kr. ?
Vi har smagt denne klassiker i meget bedre form end nu. I denne udgave er den grumme kedelig. En typisk forsamlingshushvidvin. Sjappet og plump. Men skade
gør den jo ikke.

3. Monte Schiavo
2007 Verdicchio dei Castelli di Jesi, Marche, Italien
Netto, 45 kr. ??
Frisk, ren og sprød med citrus og grønne æbler i aroma og smag. Men så er der heller ikke mere i den.

4. Willi Bründlmayer
2006 Grüner Veltliner, Weinland, Østrig
Østrigsk Vinimport, 60 kr. (NB! Indeholder én liter. Prisen er ved køb af 12 flasker.) ????
Så er der i den grad gevinst. I den charmerende enliters-flaske gemmer sig en herlig hvidvinsoplevelse. Frisk, frugtig, pirrende og ren Grüner Veltliner, der går direkte ind på tavlen med sin elegance og lyse sommerstemning. En perfekt hvidvin. Med et pift hvid peber i finalen.

5. Selaks
2008 Sauvignon Blanc, Marlborough, New Zealand
Netto/Bilka, 55 kr. ??? (+)
Med sin pågående friske smag af passionsfrugt, ananas,´æble og lidt citrus er den her vin i så høj grad sig selv, at en af paneldeltagerne ikke alene gættede land og drue. Hun sagde simpelt hen bare »Selaks«. Godt gået - og godt køb.

6. Pellehaut
2007 Harmonie de Gascogne, Frankrig
Vinens Verden, 59 kr. ? (-)
Begge de indkøbte flasker blev prøvesmagt og var lige kedsommelige. Flad aroma og flad smag, nærmest hen ad vådt tøj.

 

Anerkendte hvidvine fra Nordsjælland

Kun få ved det, men på den nordsjællandske kyst tæt ved Helsingør avles nogle af Danmarks bedste og mest stringente hvidvine.
Domain Aalsgaard har imponeret os her på Mad & Bolig i flere omgange med sine tørre, friske enkeltdrue-hvidvine fra sydvendte skråninger.
Druerne Ortega og Madeleine Angervine synes at trives godt her i det nordsjællandske kystklima, og de skaber i gode år nogle sprøde, faste og vibrerende rene hvidvine, som Domain Aalsgaard har høstet stor anerkendelse for. Se mere på www.domainaalsgaard.dk

Læs mere om: