Slet

Supervine fra det nordlige Rhône

Den nordlige Rhône-dal i Frankrig leverer i denne test en kanonade af supervine – plus en gedigen overraskelse.

Hold da op. Det er helt vildt! Sådan lød det gentagne gange under vores test af et skarpt sortiment fra den nordlige Rhône-dal, hvor Syrah-druen er konge. Læg vel mærke til, at vi skriver »skarpt sortiment«, for der var en finte i denne test. Vi valgte tre verdensberømte super­avlere, som fik lov at stille op med en af deres dyreste vine, typisk en Hermitage eller en Côte Rotie, og derudover indkøbte vi fra samme tre avlere en vin fra hver i mellemprislejet; typisk en Crozes-Hermitage eller en Saint Joseph. Spørgsmålet var nu, om panelet, der jo smager vinene blindt, kunne kende forskel på en fremragende mellemvare til 120-150 kroner og supervinene til omkring 300. I de senere år er det nemlig blevet sådan, at de seriøse avlere sætter en ære i også at levere supervin til prisen i mellemlejet.
Stik modsat tidligere tider, hvor mange Crozes-Hermitager var grumme kedelige, skarpt forfulgt af benede Saint Joseph'er, der heller ikke var prisen værd. Vi havde en mistanke om, at der ville ske overraskelser i denne test. Og det gjorde der i den grad! De store nordlige Rhône-vine er stadig vidunderlige og uforlignelige, men 'de små' er kommet så fantastisk med, at der for vinelskere ligger en økonomifinte i at satse kraftigt på dem. Panelet havde simpelthen svært ved at smage forskel.

Rhône-vine

 

1. Domaine du Colombier
2007 Crozes-Hermitage
Sigurd Müller Vinhandel, 115 kr. ???? (+)

Et fantastisk køb. Den kan tåle at ligge et par år eller tre endnu, men er allerede en spændende og charmerende mundfuld med masser af berusende Syrah-aroma og en
potent smag af vildt, blomme, viol, flæsk og mynte.

2. Domaine du Colombier
2004 Hermitage
Sigurd Müller Vinhandel, 375 kr. ?????

Et tordenbrag af en vin. Rumlende, varmblodig, fløjlsblød, potent, saftig og spækket med delikat frugt, især blomme, brombær og et strejf af sorte kirsebær. Mandel, viol og tobak er her også i denne rigt nuancerede vin, der trods den høje pris i den grad er pengene værd.

3. Guigal
2003 Crozes-Hermitage
Bichel Vine, 109 kr. ???

Elegant og kølig stil trods det notorisk varme høstår. Her finder vi engelsk sort lakrids, muld, moden frugt og lidt karamel sat sammen i en læskende, delikat stil.

4. Guigal
2003 Côte Rotie 'Brune et Blonde'
Bichel Vine, 349 kr. ????

Det første, man mærker, er tonerne af hvid, sort og rosa peber. Så kommer, i den perfekt balancerede vin, aromaen og smagen af tobak, blomme, multebær, brombær, flæsk og urter tilsat lidt tobak og en smule viol. En saftig og spændstig elegantier.

5. Jean Louis Chave
2005 Saint Joseph 'Offerus'
Jysk Vin, 148 kr. ???? (+)

Gamle romerske vinmarker

Når man kommer kørende ad Autoroute du Soleil på vej sydover, passerer man på et tidspunkt den gamle, interessante romerby Vienne. Straks efter fører vejen over Rhône-floden og der, oppe til højre, får turisten det første glimt af de ekstremt stejle vinmarker i Côte Rotie - et navn, der direkte oversat betyder 'den stegte skråning'. Her på disse dramatiske marker var romerne de første til at dyrke vin på anlagte terrasser oven for Rhône-floden.
30 kilometer sydover kommer Saint Joseph, der i vore dage er blevet meget populær takket være sin bløde kødfulde og aromatiske stil med en tone af solbær og krydderier. Stadig er det den store Syrah-drue, der leverer varen.
Lidt længere nede ad autorouten, lige nord for Valence, kommer det berømte Hermitage-bjerg, og for foden af dette den noget billigere, men stadig bedre Crozes-Hermitage på den østlige side af floden. Og straks derefter, nu på vestsiden, finder vi Cornas, der kan være strid som ung, men bliver en kødfuld gigant efter 6-8 års lagring. Hermitage skal helst modne lige så længe, mens Saint Joseph og Crozes-Hermitage er charmerende allerede efter et par år.

En dark horse i smagningen, som imponerede panelet så meget, at de endnu en gang havde svært ved at lodde, om det skulle være en af de rigtig dyre sager. Men nej.
Denne Saint Joseph vil ta' publikum med storm takket være sin saftige, bløde, elegante, stringente og alligevel dybe aroma og smag. Der er godt med bid i den, masser af race, og den herligste aroma af viol, solbær og krudtrøg svæver over glasset, mens man nyder.

6. Jean Louis Chave
2005 Hermitage 'Farconnet'
Jysk Vin, 295 kr. ????

Tæt og kompleks, ret animalsk med toner af vildt, sveske, tobak, trøffel, røg og mokka. Elegant og dyb, men slet ikke færdigudviklet. Om tre-fire år vil den givet stå til topkarakter.

 

????? Topvin (exellent)
???? Storartet
??? Udmærket
?? Acceptabel
? Skuffende

(0) Ringe (+) Godt køb (-) For dyr

SMAGERNE ER: MARIA GRØNLYKKE forfatter, BO KNUTSSON it-konsulent, SVEND MARIAGER tidl. chef for Hotel & Restaurantskolen, NANA WAD sommelier, ANDERS GRØNDAHL vinjournalist, ERIK MORSING journalist.

 

Læs mere om: