Slet

Sylvaner

Let, frisk, frugtig og læskende.

Let, frisk, frugtig og læskende. Sylvaner er mest kendt som en ukompliceret hvidvin lige til at drikke, når man står ved bardisken, og tørsten melder sig. Men Sylvaneren passer også rigtig godt til mad. Til skaldyr, især muslinger og østers, er den perfekt, da den ikke er anmassende og lader skaldyrenes fine mineralske smag træde uforstyrret frem. Sylvaner er også god til charcuteri, quiche, blandede salater og friske oste. Server den ved 8-10 grader. Hvis den er koldere, kan dens aroma ikke udfolde sig. Og er den varmere, mister den sin friskhed.

Fra Østrig til Transsylvanien
Sylvaner-druen stammer oprindeligt fra Østrig, og herfra har den spredt sig ud over hele Centraleuropa - så langt som til Transsylvanien, heraf dens navn. Druen kom til Alsace i det 18. århundrede og blev i løbet af det følgende århundrede meget populær. Sylvaner-druerne er mellemstore, tætsiddende og har en karakteristisk grøn farve, når de er modne. Stokkene trives bedst på en sandet eller stenet jord og kan under de rette betingelser give vine af høj kvalitet.
 

Sylvaner Alsace AOC 2005, Cave des Turckheim, 38 kr. (Irma) Et flot og imødekommende glas vin, som med sin dejlige tørhed og fint afbalancerede syre fungerer fint både alene og sammen med mad.
Sylvaner Alsace AOC, Albert Seltz, 60 kr. (Skjold Burne) Albert Seltz blev grundlagt i 1576 i byen Mittelbergheim og ejes og drives stadig af Seltz-familien. Denne Sylvaner er en forfriskende tør vin med megen frugt og en flygtig frugtfyldt bouquet.

 

Læs mere om: