Slet

Tysk Riesling i verdensklasse

Den ædle, hvide Riesling-drue stortrives i Tyskland, hvor den giver vidt forskellige og meget spændende vine, alt efter om den vokser i for eksempel Pfalz- eller Mosel-områderne.

Dette var en af de store smagninger i Mad & Boligs historie, kan vi allerede afsløre her. Ikke at vi gik amok i dyre prestigevine, selv om et par stykker af dem da var med. Nej, vi frådsede såmænd i ædle hvidvine til overkommelige priser mellem 95 og 150 kr. fra distrikterne Pfalz og Mosel.

Riesling er en fantastisk hvidvinsdrue. Rank, fast, mineralsk, sprød, citrus- og skifer-præget eller fuld af tropisk frugt, fersken og lime - alt efter hvilket terræn den står i, hvilke sol- og lysreflekser der falder ind på den - og ikke mindst, alt efter hvilken avler der dyrker den. Pfalz, som ligger lige syd for Frankfurt nær Baden Baden og den franske grænse, har et lunt klima, hvor druerne modner rigtig godt. Der er tale om Tysklands største Riesling-område efter Mosel. Hvidvinene på den drue er som regel tørre og fyldige, nu og da nærmest cremede med en del moden frugt og alligevel en fast mineralitet. Mosel-Saar-Ruwer ligger længere nordvestpå nær Bonn mellem de to gamle romer¬byer Koblenz og Trier.

Her dominerer Mosel-floden de stejle skiferholdige marker, hvor Riesling-vinene får en fantastisk kombination af lethed, elegance og koncentration med tydeligt præg af citrus, skifer og petroleum i både aroma og smag. Petroleum? Ja, det skal ikke forstås på den måde, at man ligefrem står og indånder disse dampe direkte. Der er tale om et lille strejf af denne brandbare væske, som i kombination med en fin pirrende syre og moden frugt får mange hvidvinselskere til at udbryde et: Aah, Riesling!
 

RIESLING

 

1. Karl Pfaffmann
2006 Riesling Spätlese Trocken, Walsheimer Silberberg, Pfalz, minvin.com, 95 kr.
???? (+)

Fuld af eksotisk frugt, salt, flint og et lille pift af rugbrøds-aroma (hjemmebagt altså). En liflig, finesserig og frisk Riesling, som vil behage mange ganer.

2. Max Ferdinand Richter
2006 Estate Riesling, Mosel Saar Ruwer
H.J. Hansen Vinhandel, 85 kr.
???? (+)

Denne fine vin er let sødlig i stilen med en blomstrende og alligevel frisk og ren skifertone i frugten. Meget cremet og lækker med eksotisk frugt og lidt safran. Pragtfuld til meditation eller som et glas efter middagen.

3. J.L. Wolf
2005 Forster Riesling Trocken, Pfalz
Vinens Verden, 95 kr.
????? (+)

Klassisk gastronomisk Riesling med alt, hvad der skal til af citrus, mineralitet, skarphed og race for at matche en god fiskeret. Salt og tør går den rent ind hos Riesling-fanatikere. Stort udviklingspotentiale.

4. Josef Rosch
2005 Riesling Trocken 'Junior', Mosel Saar Ruwer
Jysk Vin, 149 kr.
????

Den her oser af eksotisk frugt og humle, igen holdt på plads af en rank og fast stil med en let sødme til sidst i smagen. Alligevel er helhedsindtrykket tørt og elegant.

5. Weingut Knipser
2005 Riesling Steinbuckel, Spätlese Trocken, Pfalz
Sigurd Müller Vinhandel, 210 kr.
?????

Huset her leverede mange Riesling-vine til den tidligere forbundspræsident til brug ved officielle lejligheder. Et godt valg. Stilen er stålsat og flot, særdeles gastronomisk og med tyk viskositet i glasset. Stor nuancerigdom.

6. Fritz Haag
2004 Riesling Spätlese Trocken, Brauneberger
Juffer Sonnenuhr, Mosel Saar Ruwer
DWC Vine, 300 kr.
????? (FAVORIT)

Et brag af en ædel Riesling. På en gang elegant og monumental i sin ædle, krystalklare, knivskarpe og velafbalancerede frugt. For hver en slurk opstår der nye dimensioner og smagsnuancer, der rummer fint doserede elementer af skifer, tropisk frugt, brænderøg, petroleum, lime og svampe.

TOPKARAKTERER

Som læseren vil se, spiller Pfalz og Mosel lige op imod hinanden, og man bør derfor nærlæse holdets smagekommentarer om hver enkelt vin for at finde sin personlige favorit. Under alle omstændigheder er det sjældent, at vi giver så høje karakterer. Vores vinder fra Fritz Haag i Mosel er dyr, men også hver en krone værd. Det er en Riesling, der kan konkurrere med verdens allerbedste.

Af aktuelle årgange vil vi især fremhæve 2005, som er fremragende i begge distrikter. Også 2004 er fin og gemmeværdig. Riesling fra sådanne år kan gemmes længe, ofte 10-15 år, og give nogle helt vidunderlige oplevelser. Men de kan heldigvis også nydes med glæde, friske og ligefremme som de er, mens de er unge.

 

????? Topvin (exellent)
???? Storartet
??? Udmærket
?? Acceptabel
? Skuffende

(0) Ringe (+) Godt køb (-) For dyr

SMAGERNE ER: BO KNUTSSON it-konsulent, SVEND MARIAGER tidl. chef for Hotel & Restaurantskolen,
NANNA SIMONSEN kogekone, kogebogsforfatter, ANDERS GRØNDAHL vinjournalist, ERIK MORSING journalist.

Læs mere om: