Slet

Vinslottet som hjem

François og Isabelle de Chavanes forvandlede det gamle familie-vinslot Château de Chavanes til en moderne platform for kunst, musik og økologisk vindyrkning.

For François de Chavanes var det en stor overraskelse, da han opdagede, at han sammen med sin bror og en fætter havde arvet Château de Chavanes fra deres gamle tante. »Jeg var den eneste i familien, som virkelig følte noget for stedet,« mindes han. Ikke mærkeligt eftersom han som barn tilbragte mangen en ferie der sammen med sine forældre og sin bror. Fra han var fire til otte, kom han i øvrigt til at bo hos en landmandsfamilie i byen,Montigny-Les-Arsures, og gik i den lokale folkeskole. »Det var en vigtig erfaring for mig,« siger François. »Jeg var født som en aristokrat i Paris, men jeg følte mig som en dreng fra landet. Selv i dag føler jeg, at halvdelen af mig er landmand.«

Det er nu syv år siden, at François sammen med sin kone Isabelle og deres to sønner flyttede fra deres residens i Sydfrankrig tilbage mod nord til slottet, som havde været i familiens ejendom i 300 år. François' bedstefar havde opgivet vinproduktionen for 100 år siden, men François gik med det samme i gang med at starte en ny produktion op. »Jeg har altid vidst, at hvis jeg vendte tilbage, ville det være for at blive vinavler,« siger François. »For mig er det at dyrke og drikke vin en kreativ og social ting fuldstændig som litteratur og malerkunst.«

At genoplive det gamle sted stod som en stor udfordring for François og Isabelle, og målet var at give stedet ny mening og nye funktioner som deres nye hjem og som et kulturelt centrum for regionen med udstillinger, koncerter, oplæsninger og, vigtigst af alt, en videreførelse af vinavler­traditionen. Den store længe, hvor vinen tidligere blev lavet, er nu blevet et multifunktionelt kulturhus, som indeholder en moderne koncertsal, køkken, bar og rummelige mødefaciliteter, og i de nye vinfaciliteter, udstyret med de nyeste maskiner, fremstiller François de Chavanes, med hjælp fra kun én ansat, økologisk rød- og hvidvin, som modnes i de gamle kældre.

»Det er som at lave en film,« forklarer François. »Du begynder med en drøm, en vision, og så begynder du at realisere den. I dit hoved ved du, hvordan det skal være, men det ændrer sig, imens du arbejder med det, fordi der hele tiden er nye udfordringer. Det her er et slot, men for mig er det et sted, hvor alt er muligt, hvor man kan lege.« Den næsten glemte ejendom er nu rykket fra fortiden og ind i en lys og kreativ fremtid.

Besøg vinslottets bed & breakfast

Kontakt: Château de Chavanes, Quartier Saint-Laurent, FR-39600 Montigny-Les-Arsures, tlf. 0033 3 84 37 47 95.

Læs mere om: