champagne

Champagne fra Champagne-distriktet

Champagne må kun kaldes champagne, hvis det kommer fra distriktet af samme navn, som er beliggende i Frankrig. På trods af dette kalder mange generelt mousserende vin alle steder fra for champagne, selvom det ikke kommer fra distriktet.

Vine fra dette distrikt var allerede kendt i slutningen af 1400-tallet. Her havde både kirker og klostre vingårde tilknyttet, og munkene producerede vin til nadveren. Traditionelt blev franske konger kronet og døbt i byen Reims, der er beliggende i Champagne-distriktet. 

I forbindelse med dette blev der drukket vine fra distriktet, og de fleste konger nød den lette, friske vin og tog den med som gave til andre monarker rundt omkring i Europa. 

Den fornemme champagne

Fabrikanterne tillagde gennem årene deres produkters historie og champagnens identitet stor værdi. For dem handlede det om at associere champagnen med adelen og kongehuset. Efterhånden begyndte verden langsomt at knytte champagne til festlige lejligheder, og efterhånden betragtede de den som en luksusvare. 

Dette fandt sted i en periode, hvor den højere middelklasse voksede med hastige skridt, og derfor var der behov for nye måder, hvorpå man kunne højne sin sociale status. Netop dette bidrog champagnen med sin adelige tilknytning til. 

Champagne hører festlige lejligheder til, og der er intet som et godt glas bobler til at indvie festlighederne

Champagnen opnår status

I 1866 kontaktede champagneproducenten Moët, som stadig eksisterer den dag i dag, George Leybourne, som var en af datidens berømtheder. De anmodede ham om at skrive og opføre sange, som lovpriste champagnen og havde fokus på velstand og det gode liv. 

I kontrakten indgik det i øvrigt, at Leybourne offentligt ikke drak andet end champagne. Berømtheden Leybourne blev opfattet som et sofistikeret menneske med god smag, og således bidrog han til at øge champagnens status. Kampagnen må siges at have været en succes, da den helt op til i dag har sat sine spor, når det kommer til champagne. 

Flere kampagner blev senere iværksat, men der blev også gjort en indsats for, at champagne blev et produkt, der kunne nydes af alle og til alle lejligheder. Dette havde en positiv effekt, da de fleste champagnedrikkere i det 20. århundrede var fra middelklassen. 

Smagen var anderledes

I 1800-tallet var champagnen væsentligt sødere end den, vi kender i dag. Skiftet mod en tørrere champagne skete i 1846, da producenten Perrier-Jouët valgte at undlade at tilsætte sukker til sin champagne før dens eksport til London.

Således affødtes Brut champagnen 30 år senere, og med tiden blev dette den moderne champagne. 

Sødmegrader

Champagnens sødme doseres i slutningen af processen, også kaldet degorgeringen, hvor producenten tilfører den sødmegrad, han mener, hans champagne skal have. Dette gøres indenfor bestemte afgrænsninger. 

• < 3 g  –  Brut Nature, Brut Zero, Non dosage – ingen sukker tilsat. Den tørreste og, ifølge nogle, reneste udgave.
• 0 – 6 g –  Extra Brut – meget tør og ren i stilen.
• < 15 g –  Brut – den mest almindelige med et meget stort spænd. Kan variere, men er som regel godt balanceret.
• 12 – 20 g –  Extra Dry, Tres Sec – som navnet antyder med en anelse sødme for at give fylde.
• 17 – 35 g  –  Sec, Dry – betyder tør på fransk, men er en champagne med en del sødme.
• 33 – 50 g –  Demi Sec – meget sød, men kan stadig være flot balanceret. Tilladt til kransekage.
• > 50 g  –  Doux – de sødeste udgaver, der kan være en oplevelse i sig selv.

Varemærkebeskyttet

Den Europæiske Union og i mange andre lande er navnet "Champagne" varemærkebeskyttet. Således opnår kun mousserende vine produceret i den franske Champagne-region betegnelsen AOC (Appellation d’Origine Contrôlée).

Der findes dog mange lignende mousserende vine, og hvert land har sin egen betegnelse. Spanien kalder det Cava, Italien Spumante og Sydafrika Cap Classique.

I Frankrig produceres også crémant, der minder om champagne, men denne er produceret i Alsace, Loire og Bourgogne.  

Den gule enke

Den gule enke, Nicole-Barbe Ponsardin, er en af de mest kendte personer inden for Champagne-mytologien. 

Historien er, at hun blev enke og alenemor i en alder af 27 i 1805. Her arvede hun den virksomhed, der senere blev til Veuve Clicquot (veuve betyder enke på fransk), og historien siger, at hun skulle være den, der revolutionerede fremstillingsprocessen af champagne. 

Der var nemlig det problem, at der samledes bundfald i flaskerne, som ødelagde smagen. Enken fandt på at sætte flaskerne til gæring i et stativ. Her blev de vendt jævnligt og stillet med proppen nedad, toppens indhold blev frosset til is, og herefter kunne alt overskydende bundfald fjernes, uden flaskens indhold blev ødelagt ved iltning.

Champagnen sælges stadig i dag under navnet Veuve Cliquot Ponsardin og er i dag den mest kendte flaske herhjemme.