
14 tricks: Sådan snyder du dig til sommerstemning i hjemmet
Lys, lette tekstiler og luftig indretning. Med få kneb kan du fordrive vintererens fortættede tilstand i stuen, før solen er brudt frem. Se de 14 tricks her!
Selvom solens stråler ikke varmer os ligeså meget nu, som den gør om sommeren, kan du stadig snyde dig til sommerfornemmelsen.
Vi har samlet 14 tricks til, hvordan du kan snyde dig til sommer gennem din indretning.
SE OGSÅ: Sådan forvandler du din terrasse til en udendørs stue
De tørrede buketter og stedsegrønne planter må vige pladsen for friske blomster. Sæt gerne mange forskellige sammen i en mere tilfældig blanding for at imitere grøftekantsbuket.
Udnyt det sparsomme forårslys ved at rykke møblerne tæt på vinduerne.
Farver er oplagt til at trække en lys stemning ind i boligen, så mal de mørke vægge over, og giv de hvide en farve, der leder tankerne hen på sommer.
Skift den tunge hotelstil i soveværelset ud med kolonihavestemningen. Løse gulvtæpper og farvede sengetæpper, hvis sengen overhovedet skal være redt, signalerer afslappet livsførelse.
SE OGSÅ: 15 trendy vaser til din stue
Gulvtæpper giver hygge og varme, men om foråret er det rart at gemme dem væk og indrette luftigere. Det får ude og inde til at smelte sammen.
Skift tunge gardiner og andre tekstile i indretningen ud med nogle lyse og lette varianter.
I december fyldte vi vindueskarmene med julepynt og hængte kranse op foran glasset. Nu gælder det den omvendte manøvre. Lad solens sparsomme stråler få fri adgang ved at rydde ud i nipset og fjerne gardinerne.
Giv de lette møbler hovedrollen i indretningen. Hjørner, der normalt ikke bliver brugt, kan blive frisket op, og måske har du plads til at flytte den store lænestol ind i soveværelset eller i kælderen.
Blot to meter inde i boligen får vi kun halvdelen af dagslyset. En arbejdsplads helt henne ved vinduet giver derfor optimal udnyttelse af lyset.
Brug knebene fra sommerhuset. Kurve, rattanmøbler, fornemmelse af grønt allevegne og interiør i badehotel-stil signalerer ferie på landet.
Mindre kunstværker og boligtilbehør i klare farver kan give et friskt pust. Ofte handler det blot om at flytte rundt på tingene og evt. tage kunsten ned fra sømmene.
Nye puder og tæpper er et ældgammelt trick, men det virker. Gem ulden væk, og find i stedet lettere tekstiler og puder med mønstre frem.
Ofte møblerer vi langs væggen, men et klassisk stylist-tip er at flytte møblerne ud i rummet i stedet. Indretningen bliver luftigere, og det er nemmere at kigge ud ad vinduerne, når ikke sofaen og spisebordet står i et hjørne.
Ind med vintertøjet og støvlerne i skabet, hvis det er muligt. Ellers kan æstetiske opbevaringskasser være løsningen for at få luft i entreen.
SE OGSÅ: Emil Thorup giver her 3 tips til, hvordan du fornyer din stue
Sommertid
Forårsjævndøgn falder et par dage før sommertid, nemlig 20. marts, mens sommertiden sætter ind natten til 29. marts 2020. Ved jævndøgn står solen lige præcis over ækvator.
Faktisk er det forkert, at nat og dag er lige lange på jævndøgnet. Solens stråler bliver bøjet en smule af på grund af jordens atmosfære, så det rigtige jævndøgn finder sted et par dage før om foråret.