
Tendenser
5 boligtrends du ikke kan komme udenom
Hvilke farver, materialer og udtryk bliver hotte de kommende år? Vi har samlet 5 tendenser, vi tror på.
Fredag, 19. juli 2019 - 10:45 - af Cecilie Møller Rasmussen / Foto: PR
Under Milano Design Week kan designere skeje ud, firmaer løfte sløret for næste års produkter, og besøgende blive inspireret på en atypisk måde gennem vilde installationer.
Vi har især bidt mærke i fem tendenser, som du ikke kan komme udenom de næste år.
SE OGSÅ: Sådan skal du din stue se ud i 2019
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.
Klik her for at ændre dit samtykke
Indigo
Blå er ikke til at komme udenom. De blå farver vil især blive brugt på stole, hvor den vil vise sig i form af kleinblå over indigo til marine.
Generelt er indfarvede træmøbler fremme i mørkere farver såsom mørkegrøn, mørkerød og – ikke mindst – mørkeblå.
Ægte indigofarve udvindes af bladene fra busken indigo, og den gamle teknik med farvestoffet, hvor man indfarver træ, er også taget frem igen. Artek lancerer fx den kendte skammel Stool 60 indfarvet indigoblå på det japanske marked.

Mono, blå træreol (Mario Zoller).

Solo, spisebordsstol i malet træ designet af Nitzan Cohen (Mattiazzi).
Grafisk
Skarpe kanter, stramme linjer, skæve vinkler og utraditionelle former er nogle af kodeordene for den grafiske tendens.
Rene geometriske former er ikke længere nok, så de bliver sat sammen i nye former på møbler med et kunstnerisk udtryk. Selvom tendensen også viser sig på farvede ting, er det især ved de sort-hvide, den udfolder sig tydeligst.
Olafur Eliassons lampe OE Quasi Light for Louis Poulsen er et godt eksempel på den grafiske tendens ligesom de hvide gipslamper Moby af Birgitte Due Madsen og Jonas Trampedach for Karakter.

Moby, gipslamper designet af Birgitte Due Madsen og Jonas Trampedach (Karakter).

Filinea, lænestol i metal designet af Antonino Sciortino (LaCividina).

Chapeau, spisebordsstol designet af TAF Studio (Offect).
SE OGSÅ: 11 bolig-webshops du skal kende
Legesyg
En dunkel indretning med jordfarver, gamle klassikere og international stil sat sammen på en moden facon har præget interiørverdenen, men nu er der nye legesyge møbler på færde.
Ofte ligger møblerne i krydsfeltet mellem design og kunst, og humoren dominerer både i form og farver.
Det handler om at vende ting på hovedet som fx sofaen Vlindern af Hella Jongerius for Vitra, der ligner en plaid, eller lampen Belt af Bouroullec-brødrene for Flos, der er udformet som en kæmpe livrem.

Vlindern, sofa designet af Helle Jongerious (Vitra).

Pantonova, sofasystem med stoledele i metal designet af Verner Panton i 1971 til den danske restaurant Varna (Montana).

Venezia, lanterne i glas og læder designet af Marcel Wanders som del af kollektionen Objets Nomades med flere designere bag (Louis Vuitton).
Zen
De japanske strømninger fortsætter, og flere japanske interiørfirmaer – gerne i samarbejde med skandinaviske designere – forsøger nu at komme indenfor i europæiske hjem.
Det giver god mening, for især i Norden har vi i årtier været begejstrede for rene linjer og lyst træ udsprunget af Danish Modern-bevægelsen.
Tendensen afbilder en rolig atmosfære og en nærmest zenfølelse hjemme. Her er ingen højtråbende elementer, for designet er ydmygt i udtrykket og fremhæver materialet, der får lov at være hovedpersonen som bl.a. i Cecilie Manz’ stol Post for Fredericia Furniture.

Keisho, sidebord i ask designet af Andrea Steidl (LaCividina).

Pennon, spisebord i ask designet af Norm Architects (Ercol).

Post, spisebordsstol i træ med sæde i finer designet af Cecilie Manz (Fredericia Furniture).
Nye materialer
At bæredygtighed er et af de vigtigste ord lige nu, er tydeligt de fleste steder. Det giver sig både til kende fx i møbler lavet af plastik fra havene og genbrug af overskudsmaterialer til nye typer produkter.
Ved at rykke ved forestillingen om, hvad materialer kan bruges til, er både nye materialer kommet frem, og brugen af de gængse ændrer sig.
Virksomheden Tarkett i samarbejde med Note Design Studio bevæger sig fx ind på kunstens verden med en udstilling af geometriske figurer og søjler af vinyl frem for det typiske marmor, og Josephine Akvama Hoffmeyer bag File Under Pop har sammen med designeren Elisa Ossini forvandlet en lejlighed ved at bruge fliser fra gulv til loft.

Fliser og interiør fra udstillingen Perfect Darkness (File Under Pop).

Formations, installation af sokler og geometriske figurer i det genanvendelige materiale IQ Surface designet i samarbejde med Note Design Studio og vinylfirmaet Tarkett med hjælp fra møbelvirksomheden Magis.
SE OGSÅ: Sådan skal du din stue se ud i 2019
Læs mere om: