5 kunstnere, du skal kende lige nu

1. KUNSTFOTOGRAF TRINE SØNDERGAARD

Trine blev kunstfotograf, fordi hun syntes, det var for ensomt at stå med pensel og lærred – og hun manglede noget at gemme sig bag. 

Trine blev uddannet kunstfotograf fra Fotoskolen Fatamorgana og har vundet mange priser og anerkendelser for sine værker, der ofte skaber rum for, at fortiden og nutiden kan mødes og skabe nye betydninger. Hun er medlem af kunstnersammenslutningen Grønningen og repræsenteret af Martin Asbæk Gallery. 

I dag udstiller Trine Søndergaard over hele verden.

Du kan høre meget mere om Trines historie i interviewet herunder:

TRINE TALER GENNEM FOTOGRAFIER 

At fotografere har været en måde for mig at sige noget på, jeg ikke kunne sige med ord, noget, jeg kunne se og mærke, men ikke beskrive med ord. Jeg ville gerne have været rigtig kunstner med pensler og lærred, men det var for ensomt, og der var ikke rigtig noget at gemme sig bag. I fotografiet bruger jeg andre mennesker, der er en forside og en bagside, jeg kan sige noget og undersøge ting, som er mig nær uden at føle mig fuldstændig afklædt.

Der er noget interessant over at blive ældre, over alderen. Det handler billederne, der er med på udstillingen ‘Ansigt til ansigt’ på Thorvaldsens Museum, meget om. Om usynligheden, der kommer med tabet af skønhed. Forandringerne, der går så langsomt, at det er umuligt at sige, hvornår de indtræffer. Hvornår skete det? Det er umuligt at sige – men det optager mig. Også helt personligt. Hver dag ser jeg jo mit ansigt i spejlet. 

AT SE TIDEN FRA FORSKELLIGE VINKLER 

Til min kommende udstilling har jeg sat mig for at lave nye værker. Den er på Gl. Holtegaard, hvor jeg har hele bygningen til rådighed, og hvor jeg sidste år i oktober plukkede æbler i barokhaven, der omgiver museet, en gammel æblesort, der hedder Borgherre. De æbler har jeg fotograferet over et år i deres forrådnelse og dødsproces. Nu er de helt statiske, der sker ikke mere med dem. Så udstillingen kommer til at handle om tid, om at kigge på tiden fra forskellige vinkler – tror jeg. Jeg har også fotograferet nogle kjoler fra egnen, som er fra omkring 1750. De er pakket ind i silkepapir, så man ikke kan se dem, men ser lag på lag.

Jeg kigger på, hvordan vi gemmer, hvad vi gemmer, hvem vi gemmer for? Jeg er meget optaget af det, vi kender i dag, det, der er blevet i historien og kulturen, også det, der er sorteret væk, glemt – kvinder, historier og positioner. Kvindernes historie er ikke skrevet endnu. I mit arbejde har det med egnsdragterne (dragter, hovedbeklædninger, tekstilhåndværk) været at rette blikket mod noget, der ikke er vægtet særligt meget, nærmest glemt eller på vej ud af historien, men som repræsenterer kvindehistorie, og som har betydning og relevans. Det er en måde at trække tråde tilbage og forbinde dem, vi er i dag, med dem, der har været før os. 

LÆS OGSÅ: Mette Horns 10 leveregler 

EN SØGNING EFTER NOGET DYBERE 

Der er helt sikkert en melankolsk grundstemning i mange af mine arbejder. Det kommer bare, at det er lidt dark. Fordi det er noget eksistentielt, nogle afsøgninger og spørgsmål, jeg stiller mig selv, bl.a. om det, vi ikke vil se. Det gælder serien ‘Reflections’, hvor man ser unge piger sidde med et spejl i hænderne og foran ansigtet. Spejlet reflekterer ingenting og danner hul i billedet og personen. Billederne stiller spørgsmål til, hvad og hvordan vi er. Der er jo så megen munterhed andre steder, den er ikke så svær at finde.

Særligt i portrætter, som jeg arbejder meget med, er vi vant til at se blikke og øjne, men jeg undersøger så, hvor svært det kan være at være i en relation, være i verden. Altså hvad viser jeg, hvad viser jeg ikke? Denne holden tilbage og den deling er interessant at arbejde med i portrættet som genre. Hvornår er der et billede, og hvornår er der ikke et billede? Hvilke forventninger har vi til et billede? Det gemte, mellemrummene, de små stemninger, alt det, der er svært at sætte ord på, optager mig. 

ET FÆLLESSKAB MED HAMMERSHØI 

Hammershøi er en kæmpe inspiration og en yndlingskunstner, og jeg husker tydeligt de første møder med hans kunst på Statens Museum for Kunst. I dag oplever jeg det mere som et fællesskab. Jeg føler mig beslægtet med hans udtryk og hans tungsind, men jeg har aldrig sat mig for at lave parafraser over hans værker, det er egentlig bare opstået.

Alle interiørbillederne af f.eks. rum og døre, som bl.a. er med på en stor udstilling i Tyskland dette efterår og på udstillingen i Sverige, hvor jeg er meget optaget af den tilstand af venten, som de her bygninger befinder sig i. De står bare og venter på noget. I årevis. Og jeg har fundet stor tilfredsstillelse og genklang i at gå på opdagelse i den tilstand. 

FOTOGRAFIER KAN STANDSE TIDEN 

Da jeg var yngre, havde jeg så travlt og ville lave noget nyt hele tiden, men der er noget ved at gå tilbage til de ting, jeg har lavet tidligere og fortsætte tidligere serier eller bygge videre på dem. Jeg har f.eks. lige lavet nogle flere guldnakke-billeder (guldnakker er en slags kyse, red.), fordi muligheden bød sig, og jeg fik adgang til nogle museumsarkiver. På den måde arbejder jeg videre med serien ‘Hovedtøj’, der viser forskellige former for historisk hovedbeklædning, kvinder har brugt forskellige steder i landet. På den måde bevæger tingene sig lidt frem og to tilbage, med afstikkere ind i mellem.

Fotografi er noget, der fæstner og standser tiden, og der er noget omkring fotografi og tid, som er meget spændende. At sætte tiderne sammen, f.eks. Hvad sker der, når man henter noget op fra tidssuppen og får det til at gå i forbindelse med noget eller nogen i dag? Den spænding arbejder jeg med, men også med det møde og den harmoni, der opstår, hvor tingene bliver vægtet og danner nyt. 

2. MALER ANNA BJERGER 

Anna Bjergers malerier er skæve og samtidig klassiske. Hun er netop flyttet fra Londons kaos til Smålands ro, og lige nu befinder hun sig dér, hvor hun allerhelst vil være: Mellem to udstillinger. I det, hun kalder for den vigtige mellemtid.

Anna studerede på Central St. Martins School of Art and Design i London og har en MA i maleri fra Royal College of Art. Hun har udstillet i ind- og udland og er repræsenteret i museumssamlinger som Louisiana, Statens Museum for Kunst og Moderna Museet i Stockholm. Hun repræsenteres af Galleri Bo Bjerggaard.

Anna arbejder lige nu på en udstilling til Galleri Magnus Karlsson i Stockholm og befinder sig i begyndelsen af processen, hvor hun overvejer, hvad det skal blive til. 

Læs meget mere om Anna Bjerger i interviewet herunder: 

EN INTUITIV MALER

For nylig afsluttede jeg en stor udstilling på Gl. Holtegaard, og jeg er nu i den vigtige mellemtid, pausen mellem to udstillinger, hvor jeg kan gennemgå, hvad det er, jeg netop har afsluttet, og så have tid, virkelig have tid, til den næste udstilling. Man starter jo fra bunden hver gang, også selv om der findes tråde mellem værkerne og udstillingerne, og der er en fortløbende tankegang. Og alligevel, når man skal lave en separatudstilling, skal der ligesom være en helhed, noget, der binder det sammen, uden at det bliver for snærende. Og det tager tid.

Jeg arbejder meget intuitivt, og den form kræver, at man har tid til at redigere og tage fejl og stoppe op og se: Hvad er der så nu? Jeg læser meget, ser meget, herunder udstillinger, og er aktiv i et tage indtryk ind. Jeg har oftest et udgangspunkt, når jeg begynder på et værk, men det er ikke altid, jeg kan sætte ord på. Jeg bevæger mig fra et sted og lader hvert penselstrøg opløse det næste. Jeg kan have en vag ide om, hvor det slutter – og så sker der alligevel ting og sager på vejen.

Når jeg siger, at jeg arbejder meget intuitiv, at jeg ikke bekymrer mig om, hvorvidt jeg kan sætte ord på, betyder det jo ikke, at jeg ikke er optaget af, hvad jeg laver. Der findes jo en værdiproces, der ligger uden for sproget, en vægtning. 

ALT HAR EN VÆRDI 

Jeg elsker gamle bøger og billeder, at se på dem, bladre i dem og tage dem ud af kontekst og se sammenhængene på en ny måde. Det er mit materiale, og jeg har et omfattende arkiv i mit atelier. De fleste billeder i mit arkiv har ingen opgave mere, de er kasserede, men har stadig en værdi. Ved at male motiverne vil jeg løfte dem ud af tidsperspektivet, ligesom det er en måde som maler at anvende fotografiernes komposition, så den del ligesom er færdig, og så jeg kan fokusere på noget andet i billedet.

Jeg kan også godt lide, at jeg har et meget åbent forhold til tematik, det, der sker, sker ligesom i maleriet, så det gælder om at finde den frihed. Begrænsningen ligger i, at jeg har det arkiv, jeg har. Altså man kan jo bare gå på nettet og finde billeder i tusindvis, men jeg begrænser mit materiale ved kun at bruge mit arkiv. 

BILLEDER SKAL IKKE VÆRE LET TILGÆNGELIGE FOR ANNA 

I dag er der ekstremt mange billeder, men da vi var unge og børn, var verden ganske tom for visuelle indtryk. Jeg er vældig analog, og det er der jo nok en grund til, men jeg føler intet behov for at forandre det, tværtimod.

Instagram er absolut ikke en kilde til inspiration for mig. Billederne må komme et andet sted fra, for at jeg kan arbejde med det, det må ikke være for let tilgængeligt for mig heller. Man må også tage sig tid til at søge efter motivet, hvor man læser rundt om det og finder billeder rundt omkring, f.eks. når man rejser. Der ligger en slags opgave i den søgning, som bliver en del af hele processen. 

LÆS OGSÅ: Sarah Bro: Jeg er ved at skabe min nye identitet 

Det kræver åbenhed, når man maler, og man må tage vare på det, der sker, de små magiske øjeblikke og være lydhør over for dem. Hvis man har for store planer, kan det godt forstyrre. Det handler om, at her findes glæde og nysgerrighed, men også frustrationen, og nogle gange har man bare en god dag uden at kunne forklare, hvad det var, der skete. Mange, der maler, oplever nok den her form for alkymi.

LIVET PÅ LANDET

Først og fremmest giver det arbejdsro at bo langt ude på landet i Småland. Jeg har mulighed for at have et stort atelier, jeg ikke skal rejse til, der er ingen grænse mellem mit hverdagsliv og mit arbejdsliv. Det betyder noget ikke at blive forstyrret af andre ting, men det er både positivt og negativt. Jeg er vant til at have det sådan her, men det er klart, at jeg savner kolleger og nærhed til museum og andre kulturmøder og samtaler.

Jeg har boet længe i London, før jeg flyttede på landet med min mand, der også er kunstner, og vores børn. Samtidig ved jeg ikke, hvor meget tid jeg har, men man kan jo bilde sig ind, at man har tid og derfor savner disse ting. Da jeg forlod London, var det den ro, jeg længtes efter, samtidig med at jeg var nysgerrig på, hvordan det var at leve og arbejde i et andet miljø. Jeg kan så møde en elg i stedet! 

KUNST HAR ALTID VÆRET DRØMMEN 

En gang imellem føles det nærmest frækt, at man beder om så meget plads som kunstner, men samtidig er det utroligt vigtigt at komme ud med en udstilling og tvinge sig selv til at verbalisere og sætte ord på processen og samtalen, når det i øvrigt er så ensomt at male. At se udstillingen på væggen, placeringen og lyset og mødet er næsten lige så vigtigt som selve skabelsen. Men tanken om, hvem der skal opleve det, findes ikke under selve arbejdet, ikke for mig. Jeg tænker ikke på det.

Jeg har aldrig overvejet et alternativ til at være kunstner. Men som ung tænker man jo ikke på, hvad det indebærer, men har et romantisk billede af, hvad det betyder. Jeg har altid haft behov for at udtrykke mig gennem billeder, og jeg synes, jeg har fundet et svar på det. Men jeg anbefaler ikke mine børn at blive kunstnere.

3. KUNSTNER OG SKOVARBEJDER RUNE BOSSE 

Der er ikke mange kunstnere, der også er skovarbejdere, men det er Rune Bosse. For hans installationer er ikke bare af naturen, de er ofte i naturen, og naturen er altid i dem. Et skovområde på Sydsjælland danner rammen om de næste mange års projekter, for træer tager tid.

Rune er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi og har derudover tre års studier ved Institut für Raumexperimente, Universitet der Künste, i Berlin. I 2018 fik han Remmen Kunstpris, der gives til en ny, ung profil, og han har haft udstillinger på bl.a Neue Nationalgallerie, Gl Strand og ARoS.

De store værker ‘Ur-Pflanze’, der bygger på Goethes teorier, er solgt til Tønder Museum og består af plantemateriale, Rune har indsamlet og tørret over et år. En indsamling hver måned, også under sommerens studietur til Grækenland. Hans værker kan købes via galleriet Gether Contemporary. 

Lær Rune meget bedre at kende i interviewet herunder: 

EN SMUK MÅDE AT ARBEJDE MED NATUREN 

Mens jeg har uddannet mig til skovarbejder, har jeg sagt nej til alle udstillinger, og lige nu går hele min tid med at etablere det her skovprojekt, hvor jeg skal plante et par tusind træer, og se, om man kan lave træerne om til levende skulpturer. Måske bliver det til en park?

Jeg har fået stillet et stykke jord til rådighed ved godset Oremandsgaard på Sydsjælland. Det er her, jeg arbejder, og jeg har netop fået sat en skurvogn op som atelier. Jeg forsøger ikke at lave en helhedsplan, for jeg skal også lære af de ting jeg gør, så jeg udvikler mig sammen med stedet og med de ting, jeg gør. Jeg har bl.a. en ide om at plante en bøg og en blodbøg, der så skal vokse sammen.

Det bliver spændende at se, om bladenes farver så blander sig, eller hvad der sker, og om man kan arbejde med træerne som skulpturelle elementer. Kan man dyrke den struktur, hvis man har tid nok? Man har altid bøjet grene i vækst til f.eks. skibsbyggeri, og måske kommer jeg helt konkret til at bøje naturen. Jeg har ikke helt formuleret endnu, hvad der skal komme ud af det, men det er en enormt smuk måde at lære at arbejde med naturen på fremfor at have fuld kontrol. 

AT SE TINGENE PÅ EN NY MÅDE

Et stort område bliver plantet til med træer udelukkende med røde blade for at give en sanselig oplevelse og få os til at se på de ting, vi omgiver os med, på en ny måde. Det kunne være sjovt at se, om lyset gennem træerne bliver rødt. En anden ide er, at alle træer vokser sig skæve og dermed er helt modsat skovbrug, hvor alle træer skal være lige, og vi tynder de skæve ud.

Vi er meget forvænte med vores omgivelser og glemmer at se på dem og de muligheder, der er i dem. Som barn undersøger du ting, putter dem i munden og dufter til dem, og så er den ting defineret. Men hvordan kan vi senere i livet stoppe op og se på tingene på en ny måde? Det vil jeg gerne undersøge. 

EN ANDEN TIDSLIGHED 

De træer, jeg planter nu, ser jeg ikke i stor størrelse. De, der planter træer og skov, arbejder med en anden tidslighed. De egetræer, der står på Oremandsgaard, har godsejerens tipoldefar plantet, og det, han gør nu, dem, han planter nu, er for hans børnebørn. Den tålmodighed, som skovfolkene har, kunne være god flere steder i vores samfund, hvor vi bare skal have afkast med det samme! Vækst! Men vækst er jo mange ting.

Tidsligheden, der eksisterer i træerne, at møde dem, der arbejder med skovbrug, som ser generationer frem og tilbage og at lære hele biologien at kende gennem skovarbejdet gør, at jeg føler, jeg kan tale til dem på en anden måde, fordi jeg kender deres navne og deres særpræg, ved, hvor de trives, og hvordan de trives. At have været i skovene hver dag i et år med erfarne mennesker har været meget givende for mig som kunstner. 

LÆS OGSÅ: Puk Damsgård: Jeg skal være ude i verden og fortælle historier. Det er sådan, jeg er skruet sammen

EN RELATION TIL VERDEN GENNEM KUNST 

Da jeg første gang begyndte at lave kunst på Krabbesholm Højskole, følte jeg mig meget begrænset af at få udleveret en opgave og sidde dér med tyve andre i et rum. Der kom ingen ideer. Så gik jeg ture i landskabet, og så kom ideerne, og jeg så en hel masse muligheder.

De første år arbejdede jeg med readymades og stillede døre eller andre kendte objekter op i landskabet f.eks., men så begyndte jeg at arbejde med de materialer, der allerede er tilstede, for at give et nyt syn på dem. F.eks. flyttede jeg 100 m2 skov ned på en strand og 100 m2 strand ind i en skov. Og til mit afgangsprojekt tog jeg prøver fra et træ hver tredje uge for at dokumentere tiden, dokumentere forandringen.

Når man studerer en plante i et gallerirum, gør man det på en anden måde, end man ville gøre i vejkanten, hvor den er nok i sig selv, men det gør ikke noget at have flere indgangsvinkler til den og give den mere opmærksomhed. Min måde at relatere til verden på er kunst, at lege med den, eksperimentere, indsamle, nærstudere og manipulere. På en måde er det forskeragtigt, men uden en intention om et resultat, det er en åben forskning, der ikke leder efter noget bestemt, men som opdager noget i sin leg, der ikke var forberedt. 

RUNE VENDER TILBAGE TIL RØDDERNE 

Den skov, jeg arbejder i i dag, ligger ca. en km fra der, hvor jeg gik i skovbørnehave som barn. Jeg er ved at vende tilbage. Den nuværende godsejer har jeg gået i børnehave med, og jeg har stærke bånd til ham og stedet. Da jeg gik på Akademiet drømte jeg om at blive verdensberømt kunstner, men jeg hælder mere til at blive en lokal kunstner og at gøre en større forskel for færre mennesker.

Der er en værdi i at have en relation til de mennesker, man omgiver sig med, og skabe stærke bånd fremfor mange bånd. Man mister al sin energi ud i verdensrummet f.eks. via SoMe, så hellere have et sted, hvor den bliver reflekteret tilbage. Det handler om at se sammenhængene i verden, give sig hen til dem og lade det tage den tid, det tager.

Jeg øver mig meget i at være tålmodig både i forhold til mine værker og især i forhold til at arbejde med træer. Hvis jeg vil ud og indsamle et blad eller en plante, skal det jo være på dén og dén årstid, hvor den er der, og det tvinger mig ind i nogle større rytmer, som jeg må følge. 

4. BILLEDHUGGER LEA GULDDITTE HESTELUND 

Som billedhugger arbejder Lea Guldditte Hestelund ofte i marmor og skaber former som et aflangt bryst eller sin søns ben. Men hun har også selv været sit eget værk, da hun med intens træning og en kostplan omskabte sin krop til en topatlets – og da den efterfølgende faldt fra hinanden.

Lea er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2015 og Kunstakademiet i Düsseldorf, og hun har udstillet på bl.a. Gether Contemporary, Værelset og Fifth Floor i København samt deltaget i gruppeudstillinger på bl.a. ARoS og SMK Fridays. 

Leas værker kan opleves til februar i totalkunstværket ‘Celeste’ på Copenhagen Contemporary, i Politikens Forhal og i Kunsthal Aarhus i efteråret 2021. Hun repræsenteres af Caroline Bøge i bureauet 2112. 

Du kan lære Lea bedre at kende i interviewet herunder: 

FORTÆLLING OM MANGFOLDIGHED

I september vandt jeg en udsmykningskonkurrence. Aalborg får en ny busrute, og jeg skal udsmykke stoppet ved og pladsen foran Gigantium. Værkerne skal bidrage til fortællingen om det nye område og den ny bydel, der i øjeblikket vokser frem her, og så skal de samtidig kunne bruges af de besøgendes kroppe.

Jeg kommer til at arbejde i nogle helt nye materialer, bl.a. formstøbt gummi. I formgivningen og udviklingen af de værker, der i fremtiden vil bebo pladsen, har jeg tænkt meget over, at de ikke kun skal kunne bruges af en bestemt slags krop. Skulpturerne skal kunne rumme den mangfoldighed af mennesker, som flyder igennem og forbi det her sted hver eneste dag. 

FORVENTNINGER OM KROPSIDEEALER 

Da jeg begyndte arbejdet med mit afgangsværk fra Kunstakademiet i 2014, blev der skrevet meget om ‘strong & skinny’ – et nyt kropsideal, vi skulle dyrke, og som til forveksling lignede den klassiske statue af Myrons Diskoskaster. Mit udgangspunkt blev en sammenstilling af et antikt græsk kropsideal med et samtidigt. Det værk havde så mange lag, inklusive en diskussion af, hvad forventningen er til, hvordan en rigtig kvindekrop skal se ud. Men hvad er den forventning overhovedet? Og hvem benefitter fra at fastholde disse binære forestillinger om krop og køn?

Jeg blev ofte spurgt, om jeg var tilfreds med min krop, efter jeg havde formet den med intens træning og kostplan, så den lignede et mandekropsideal fra antikken; om “jeg selv syntes, jeg var en flot kvinde nu?!” Men afgangsprojektet udviklede sig selvfølgelig; det blev også en diskussion af, hvordan vi taler om forskellige kroppe og kropsligheder. Igennem træningen kiggede jeg jo konstant på mig selv, og her så jeg pludselig min egen naivitet, værket pegede nu også på mine egne privilegier og blinde vinkler. 

KROPPEN GIK I OPLØSNING 

Der fulgte en masse efterreaktioner med denne syv måneder lange performance. Da jeg overnight efter min eksamen begyndte at spise normalt igen, kunne min krop slet ikke følge med, og der hobede sig vand op. Jeg oplevede at blive meget ked af min krop, idet den lige så langsomt gik i opløsning. På mange måder blev de efterfølgende år egentlig den væsentligste del af værket. Jeg var selv blevet noget af det, jeg havde rettet en kritik imod.

Jeg læser meget fiktion og science fiction, jeg bruger det som en metode, bruger fiktionen til at tænke med. Jeg har været og er stadig optaget af både Ursula Le Guin og Octavia Butler, hvordan de helt eminent har kunnet diskutere deres fortid og samtid igennem deres science fiction-universer. Men jeg læser og bruger også samtidige forfattere; da jeg f.eks. læste romanen ‘Vegetaren’ af Han Kang, drømte jeg de vildeste ting, den var helt vanvittigt billedskabende, de lå ved siden af bogens billeder, som en slags tilføjelse til fortællingen. 

EN NY FORVANDLING SOM MOR 

Siden jeg modellerede min krop i afgangsværket, har den været igennem endnu en vanvittig forvandling: En graviditet og en fødsel, da jeg blev mor for to år siden. Efter jeg fik Ville i 2018, har det taget lang tid at lande i min praksis igen. Da jeg blev mor, blev jeg også et andet menneske. 

LÆS OGSÅ: Kvindelig iværksætter i Løvens Hule: Jeg håber, det kan få flere kvinder på banen

Det kan opleves som konstant at være ude af sync, ikke helt have kontrol. Jeg kommer meget lettere til pludselig at græde, når noget bevæger eller bekymrer mig; som om jeg slæber rundt på en ekstra beholder med ukontrollérbare følelser. Men alle de uhåndgribelige tanker, overvejelser og følelser samler sig nu, de er igen begyndt at tage en konkret form. Omsorg både privat, i det nære og den omsorg, der bør ydes imellem os, på et samfundsmæssigt plan, det flyder sammen og fylder meget i min praksis. De ting, vi går igennem, lagrer sig i kroppen, sætter sig, bliver til noget fysisk, og for min del må det ud igen – overføres eller gives videre til en anden fysisk beholder. 

FORBEREDELSER TIL EN NY UDSTILLING 

Lige nu er jeg i gang med forberedelserne til ‘Celeste’, et gesamtkunstwerk, jeg laver med pianist og komponist August Rosenbaum, cellist, sanger og sangskriver Cæcilie Trier og fotograf og koreograf Ea Verdoner. Helt kort beskrevet skaber vi sammen en installation bygget op af flere elementer som lyd, sten, duft osv. Til udstillingen, der vises på Copenhagen Contemporary, hører også en forestillingsrække, hvor rummet aktiveres af en eller flere kroppe. Vi installerer i januar, og udstillingen åbner, hvis alt går efter planen, den 18. februar 2021. 

5. BILLEDKUNSTNER URSULA NISTRUP 

Ursula Nistrup er besat af lyd og laver skulpturer og installationer, der arbejder med sanserne i både udstillingsrum og værker. Den fremadstormende billedkunstner bruger materialer som ler, metal og silkestof.

Ursula undersøger fænomener som lyd, lys og bevægelse, og hvor hun tidligere var optaget af lys og arkitektur, er det nu lyd, der er det helt centrale i hendes produktion.