Tendenser

7 designstjerner du skal kende lige nu

Hvor skal du kigge hen efter bæredygtigt og tidløst design? Her får du 7 bud på designstjerner, du skal kende lige nu.

D’herrer Wegner og Jacobsen er stadig populære, men de får ikke længere lov at have stjernestøvet for sig selv.

Rasmus Warnke Nørregaard, indkøber hos Everclassic, og Nicolai de Gier, lektor i bygningskunst og design på Kunstakademiets Arkitekt- og Designskole giver dig her deres bedste bud på, hvilke aktuelle designere du skal kende - og måske endda investere i - lige nu.

SE OGSÅ: 6 ideer til den store stue-makeover

7 designstjerner du skal kende lige nu

Det vrimler med aktuelle designere, som med bæredygtige materialer og tidløse mindsets føjer nye møbler til evergreen-kategorien. Nedenfor har vi samlet 7 bud på designstjerner, du skal kende lige nu.

Jaime Hayon

Jaime Hayon er en spansk kunstner og designer, og netop kunsten spiller en stor rolle i hans design. Som teenager var han en del af skateboard- og graffitikulturen i Madrid, og den del af hans liv kommer til udtryk som klare farver og detaljerige mønstre i hans design i dag.

Selvom Jaime Hayons møbler alle er forholdsvis nye, går de allerede for høje priser på auktioner. Han har øje for at kombinere det humoristiske med det klassiske, og det får ham til at skille sig ud fra mængden.

Cecilie Manz

Cecilie Manz er uddannet fra både Danmarks Designskole og University of Art and Design i Helsinki, og hendes design er stærkt forankret i det skandinaviske og minimalistiske.

Hendes arbejde er udstillet på museer som Alvar Aalto Academy i Finland og Designmuseum Danmark, og hun har blandt andet arbejdet med store designvirksomheder som Fritz Hansen, Fredericia Furniture, Holmegaard og Muuto.

Sam Hecht & Kim Collin

Sam Hecht og Kim Colins designstudie Industrial Facility består af mennesker fra alle dele af verden – ikke to kommer fra det samme land.

Selv er Sam Hecht født og opvokset i England og uddannet i Tokyo, mens Kim Colin er fra Californien, og de mange kulturer giver nogle eklektiske design, som henter inspiration i alle verdenshjørner og gerne bruger flere af dem i et og samme design.

Bouroullec

Brødrene Ronan og Erwan Bouroullecs arbejde blev spottet af det italienske designfirma Cappellini i 1997, og siden da har de arbejdet med prominente mærker som Artek og Alessi.

Herhjemme er de nok især kendt for deres design for Hay, hvoraf havemøbelserien Pallisade er blevet særlig populær.

GamFratesi

Duoen GamFratesi består af Stine Gam og Enrico Fratesi. De er begge uddannede arkitekter fra henholdsvis arkitektskolen i Århus og Universitá di Archittettura di Firenze i Italien.

GamFratesi har nærmest allerede designet deres andel af nyklassikere, blandt andet serien Beetle for Gubi, som er blevet en af firmaets største succeser. 

Stine Gam og Enrico Fratesis forskellige baggrunde betyder, at de både trækker på den danske designarv og vores klassiske teknikker, men også på den italienske tilgang til design, som er mere konceptuel.

David Thulstrup

Gæster hos Noma har siden restaurantens genåbning i 2017 kunnet nyde deres mad i omgivelser designet af David Thulstrup, og også Vipps hoteller er indrettet af arkitekten – delvist med hans egne møbler, som tager udgangspunkt i godt snedkerhåndværk og klassisk formgivning.

SE OGSÅ: Få David Thulstrups bedste tips til Paris

David Thulstrup er blevet kaldt vor tids Wegner. Hans møbler er klassiske og elegante og alle lavet med en enorm respekt for den natur, materialerne kommer fra.

Neri & Hu

Neri & Hu blev grundlagt af Lyndon Neri og Rossana Hu i 2014. Design- og arkitektfirmaet har hovedsæde i Shanghai, hvorfra det designer møbler for blandt andre Fritz Hansen og Poltrona Frau og tegner bygninger for blandt andre New Shanghai Theatre og en lang række hoteller.

Firmaet kombinerer Østen og Vesten på en helt særlig måde, der både er meget klassisk og minimalistisk, men altid med overraskende eller humoristiske detaljer. Men det mest imponerende er måske deres arkitekturprojekter, som har vundet utallige priser rundt i verden.

Læs mere om: