
Bæredygtig lampe vinder hele to designpriser
Vinderen af Mad & Boligs designpris er nu offentliggjort. I læsere har stemt, og prisen går til lampen Frames, der også vinder FSC Design Award 2018.
Bæredygtighed er i højsædet, når FSC i samarbejde med Mad & Bolig hylder et innovativt design til FSC Design award. I konkurrencen deltager unge lovende designtalenter der kommer fra Danmarks bedste design- og arkitektuddannelser, rundt om i landet.
De i alt 51 designstuderende har alle haft frie tøjler til, at skabe et innovativt design møbel i træ. Kun med krav om, at det skulle have fokus på bæredygtighed og godt design. Der er i alt 35 forskellige designs, som jer læsere har haft mulighed for at stemme på via vores website.
Udover Mad & Boligs designpris, er der også fundet en vinder af FSC Design Award, og i år er både læsere og dommere enige om, hvilket møbel der fortjener en pris.
Her er vinderen
Nu er stemmerne talt sammen, og det design, som har fået flest stemmer, og dermed er vinderen Mad & Boligs designpris 2018, er lampen Frames designet af Emma Bukhave Vidarsson og Anna Ohmsen, der begge kommer fra Kunstakadamiet i København.
De to talentfulde designstuderende har designet lampen af navnet Frames, som er en dynamisk pendel, der med sin fleksibilitet passer til ethvert hjem. Med forskydende og kantede elementer forvandles lampen fra en 2-dimensionel flade til et organisk 3-dimensionelt objekt.
Ifølge de designstudederende sætter designet individet i forbindelse med naturen og træets egenskaber, fordi justeringen af rammerne skaber en dialog mellem menneskekrop og lampe, hvori de begge er i bevægelse.
Frames giver et spændende og dæmpet lysspil, når den er fuldt udslået, mens lyset forekommer skarpere, når rammerne sammenfoldes. I dagtimerne optræder pendlen som et æstetisk, skulpturelt objekt, der skaber en smuk tilføjelse til hjemmet.

FSC Design Award
Frames er også vinderen af FSC Design Award 2018. Det er aldrig sket før, at et møbel både har vundet FSC Design Award, som bliver kåret af et dommerpanel, samt Mad & Boligs designpris, der som sagt bliver afgjort ved læsernes stemmer.
Vinderne af FSC Design Award får mulighed for at arbejde sammen med Kvist Industries i et spændende sparringsforløb, hvor vinderdesignet kan udvikles. Herefter rejser vinderne til Kvist Industries fabrik i Letland, hvor der skal arbejdes på en prototype frem imod et salgsklart produkt. Selvfølgelig produceret i FSC-certificeret træ.