Tendenser

Bæredygtige produkter skal være mere synlige - kom til FSC-uge

FSC vil sammen med en række virksomheder og NGO’er gøre FSC-certificerede produkter mere synlige for de danske forbrugere.

I næste uge er det FSC UGE. FSC vil sammen med en række virksomheder og NGO'er gøre FSC-certificerede produkter mere synlige for de danske forbrugere.

Derfor afholdes FSC UGEN fra den 25.-31. marts, hvor der sættes ekstra fokus på FSC og FSC-certificerede produkter landet over. FSC UGEN vil være synlige hos forhandlere af træ og papirprodukter, i dagblade og ugeaviser og hos forskellige miljøorganisationer.

35 % af danskerne kender FSC-mærket, og rigtig mange danskere går også bevidst efter FSC-mærket, når de f.eks. køber møbler og papirvarer. Alligevel oplever FSC Danmark, at FSC-produkter ikke i tilstrækkelig grad er synlige.

F.eks. viser en undersøgelse fra FDB Analyse*, at 43 % af de adspurgte ikke mener, at FSC-produkterne er synlige nok i butikkerne. Det skal der nu gøres noget ved, og derfor afholder FSC Danmark i samarbejde med NGO'er og virksomheder FSC UGE i næste uge.

Kig efter FSC i medierne og butikkerne

Der er masser af FSC-produkter på hylderne rundt omkring i de danske butikker, og i næste uge vil de danske forbrugere se FSC-mærket mange forskellige steder. F.eks. i online medier, reklamer, dagblade, på Twitter og Facebook og i de butikker, der sælger FSC-produkter.

"Det er rigtig positivt, at mange forbrugere efterspørger FSC-mærket. Og når der er en stor efterspørgsel, skal vi også sørge for at gøre det så let som muligt for forbrugerne at finde produkterne på hylderne. Vi håber derfor, at FSC UGEN kan være med til, at flere får øjnene op for mulighederne for at købe FSC-mærkede produkter", udtaler Ida Rehnström, Kommunikationsansvarlig i FSC Danmark. "Samtidig er FSC ugen en anledning for virksomheder og organisationer til at fejre sig selv og den indsats, de hver især gør for FSC og dermed verdens skovområder", udtaler hun.

Ifølge Mette Skovgaard Frich, seniorkonsulent ved Retail Institute Scandinavia går forbrugerne i stigende grad efter bæredygtighed, der er let tilgængelig: "Mærkningsordninger, som kunderne kan have tillid til, får større og større betydning, fordi de gør det lettere for dem at navigere, når de køber ind". FSC UGEN skal netop øge synligheden og gøre FSC-mærket mere nærværende for forbrugerne.

FSC UGEN 2013 skydes i gang

FSC UGEN er en tilbagevendende begivenhed, hvor FSC Danmark sammen med NGO'er og virksomheder gør en fælles indsats for verdens skove og sætter ekstra fokus på FSC-mærket. Ugen støttes af landsdækkende kæder som TripTrap, Designa og Coop, der sælger FSC-mærkede produkter. FSC UGEN 2013 støttes også af WWF Verdensnaturfonden og Verdens Skove, som til dagligt arbejder aktivt på at fremme FSC-mærket og bæredygtig skovdrift. I løbet af ugen har de fokus på FSC og på at fortælle om FSC-mærkets betydning for natur, mennesker og dyr.

Besøg www.fsc.dk/fscugen, hvor du kan se, høre og læse mere om FSC UGEN 2013.

Om FSC-mærket

FSC står for Forest Stewardship Council og sikrer træ og papir, du kan købe med god samvittighed. I en FSC-skov bliver der ikke fældet mere træ, end skoven kan nå at reproducere. Samtidig sikrer FSC, at dyr og planteliv bliver beskyttet, og at de mennesker, der arbejder i skoven, får uddannelse, sikkerhedsudstyr og ordentlig løn.

For mere information kontakt:

Ida Rehnström • tlf. 8870 9518 • [email protected]www.fsc.dk

Læs mere om: