
De 8 dummeste IKEA-køb
Se, om dit fejlkøb er på listen over de 8 allermest ufatteligt åndssvage IKEA-køb…
Er du en af dem, der er kommet hjem fra IKEA med noget virkeligt dumt i indkøbsposen? Bare rolig, du er ikke alene! Hvem har ikke prøvet at tage i IKEA med det formål at købe nogle helt konkrete ting, som man har udset sig i kataloget, men så blive grebet af den der helt specielle IKEA-stemning og komme hjem med småting, som ALDRIG skulle være landet i indkøbsposen? Vi er alle skyldige. Derfor har vi samlet en liste over de allerdummeste ting, du kan købe i IKEA, og som du skal styre indkøbsvognen langt udenom, når du besøger det skønne billig-bolig-mekka.
Læs om alle de skønne design-klassikere fra IKEA her!
#1: Lucky Bamboo
Det er over et årti siden, at den ensomme bambuspind i plastbeholderen eksploderede, og gud og hver mand bare måtte eje pinden. I dag findes der stadig Lucky Bamboo i IKEA og naive mennesker verden over forelsker sig stadig i dem, køber dem med hjem og undrer sig efterfølgende over, hvorfor i alverden de betalte 20 kroner for en bambuspind.
#2: Den tynde vase
Hvad enten den hedder ”Fyllig”, ”Tajt” eller noget helt tredje, så har alle prøvet at købe en version af den tynde vase med plads til en enkelt blomst. Idéen er god: En fin vase til en enkelt, lille blomst. Men problemet er bare, at du sjældent får en enkelt blomst i gave og at chancerne for, at du selv smutter forbi blomsterhandleren for at købe én blomst er lig nul. Altså kommer vasen bare til at optage plads og irritere dig, når du får en buket, som du ikke kan mase ned i den.
#3: Skoskab til små sko
Alle i små lejligheder med en endnu mindre entréer kender ”Trones”. Det er det perfekte lille, smalle skoskab, som kan hænges op på væggen. Rigtig mange har levet lykkeligt med ”Trones” i mange år, indtil de en dag fik en kæreste eller roomie med store fødder. For skoskabet er bare ikke lavet til store sko. Pludselig bliver det smarte skoskab totalt ubrugeligt og formålsløst.
#4: Gladsax-rammen
Gladsax er en fotoramme, som hævder at være perfekt til at udstille pladecovers. Dine gamle LP’er skal bare lige smækkes ind i rammen, så det lyder jo supersmart, MEN… Det er ikke så simpelt. Det er lidt ligesom, den forbandede Gladsax-ramme er for stor! I hvert fald kræver den lidt arbejde at få et pladecover til at sidde perfekt i rammen og ikke glide ned, og efterlade tomrum i toppen, når det kommer op på væggen
#5: Dekorationssten og -sand
Vi har alle stået i IKEA med en fin vase eller potteplante i hånden, spottet deres dekorationssten og tænkt, at det da ville være SÅ fint sammen med vasen/potteplanten. Sandet eller stenene er landet i indkøbsvognen, men gør det selv-projektet blev aldrig til noget, og dekorationsstene endte før eller siden på lossepladsen.
#6: Gigastor papirlampe
”Storm” og ”Hölmö” er to eksempler på store gulvlamper fra IKEA i papir, som det er meget let at falde for. Deres blide lys og hyggelige look forfører dig, men du kommer til at HADE din papirgulvlampe før eller siden! Den samler en masse støv, går i stykker når du flytter og fungerer overhovedet ikke som seriøs lyskilde.
Læs: Find billige design-lamper her!
#7: Den elektriske fleeceplaid
En fleeceplaid er så billig, og når du besøger IKEA i foråret og om sommeren er det helt naturligt, at du tænker: ”Jeg køber lige et billigt fleecetæppe, som jeg kan bruge i parken eller på terrassen”. Men når du sidder der i stolen med dit knitrende syntetiske tæppe, der klistrer sig til dine lår, så ville du ønske, at du havde betalt lidt mere for en plaid.
#8: Opbevaringskurve i flet
Fine små opbevaringskurve i flet virker som en rigtig god måde at skjule dine små nipsting. Især fletkurve til badeværelset, der kan pynte og indeholde hårelastikker, hårnåle og andre småting, men det, der desværre altid sker, er, at kurvene hurtigt bliver fyldt op, og så står der både kurve og nipsting omkring håndvasken, og du bander dem langt væk, hver gang du – ved et uheld - kommer til at skubbe dem ned i vasken.