Tendenser

Her er de hypede farver, du skal bruge i indretningen lige nu

Har du lagt mærke til, at der er mange af de samme farver, som går igen på Instagram, i trendy interiørbutikker og i boligmagasinerne? Vi giver dig et overblik over de mest populære farver, du skal holde øje med lige nu.

Skal du male lofter, upcycle et møbel eller på jagt efter nye tallerkener? Så kan det være, at du skal give dig i kast med nogle af de hotteste farver lige nu. Der er uendeligt mange smukke farver, og det kan være svært at vælge, hvilken farve soveværelset, vitrineskabet eller karmene skal have. Derfor holder vi dig her opdateret på de største farvetrends og hvordan du kan bruge dem. 

Her er farverne, som trender lige nu:

Himmelblå

2022 er året for klare farver, bl.a. en frisk blåtone, der står renere end den klareste himmel. Gør som på soveværelset her, og mal loftet i den glade farve, så det altid er skyfrit, når du kigger op. Farvekoden på billedet er 1467 og er fra Flügger. Foto: Mia Mortensen og PR

Græsgrøn

Er du på Instagram, har du med garanti set græsgrønne gummistøvler i hobetal, og måske har du spottet en enkelt grøn lampe hist og her? Sammen med dæmpede vægfarver fungerer den saftige farve som en sjov og karakterfuld detalje. Farven hedder Optimistic og er fra File Under Pop. Foto: Peter Kragballe og PR

Lys lavendel

Farver fra tøjmoden har det med at snige sig ind i vores hjem en sæson eller to, efter de er blevet vist på catwalken. Det gælder f.eks. lavendel, som gør sig godt med andre pasteller, men også er elegant i en jordfarvet indretning. Farven hedder Purple Fame og er fra File Under Pop. Foto: Tina Brok Hansen og PR

Auberginelilla

Aubergine bevæger sig mellem lilla og mørk bordeaux og er både dyb og mystisk. Mal en enkelt væg som et varmt indslag i en grå-beige stue, og brug detaljer i lyseblå eller støvet grøn til at lyse op foran væggen. Farven på billedet hedder Pelt og er fra Farrow and Ball. Foto: Winnie Methmann og PR