Tendenser

Her er de største farvetendenser i 2022

Hvert år trender nye farvetendenser i boligen, men hvilke skal du holde øje med i 2022? Vi giver dig svaret.

Hvert år har sine farvetendenser, men hvilke vil hitte i år 2022? Efter et år med jordfarver og afdæmpede pasteller bevæger farveskalaen sig nu over i klarere nuancer - og spreder sig til andet end bare vægge og interiør! Bliv klogere på hvorfor - og hvordan du bruger de største farvetrends 2022 i dit eget hjem. 

Hvilke farver hitter i 2022?

Pasteller må vige for de klare farver

En af de store tendenser i 2022 er, at danskerne bliver mere modige med farver, og at der bliver skruet endnu mere op for dem, fortæller Michael Schmidt, kreativ konsulent og indehaver af konsulentvirksomheden Michael Dansk.

- Der har været en overvægt at støvede farver og pasteller, men i 2022 kommer vi til at se mere til de klare farver. Pastellerne var det bløde valg, men efterhånden som vi bliver mere modige, bliver farverne mere tydelige. Der er mange grunde til, at det er sådan. I krisetider går vi enten mere i det sikre og satser på det nedtonede, det grå og kvalitet.

- Coronakrisen har ikke været en økonomisk krise, men en atypisk krise. Vi har været meget hjemme og har forholdt os til vore hjem på en ny måde og har virkelig taget stilling til det. Derfor skal hjemmet udtrykke, hvem vi er. Vi har brug for at udtrykke os lidt mere, og vi har det økonomiske råderum til at gøre det. Og når vi nu ikke kan tage til Spanien og drikke farverige drinks, kan vi sætte farve på hjemmet.

Bud på klare farver, der vinder indpas, kan fx være Pantones nyligt kårede ’Color Of The Year 2022’ - 17-3938 Very Peri - som er en smuk, blå-lilla nuance, mens interiørstylist Camilla Tange Peylecke peger på mint og koboltblå som to farver, der ikke er til at komme udenom i det nye år – og som passer godt til de detaljer i rustfrit stål, som igen har fundet vej til boligen. Hold også øje med de grønne toner som fx både ærte- og græsgrøn, som vi også vil se mere til i 2022.

Farverne breder sig til atypiske overflader

En anden trend er, som Michael Schmidt påpeger, er, at farverne kryber ind på nogle atypiske overflader.

- Det startede for nogle år siden, hvor de modige malede én væg i et rum i en farve. Så blev det alle fire vægge, og nu er vi også begyndt at se, at vi også maler loftet i en farve. I 2022 kommer vi til at gå all in på træværket – paneler og karme får også farver.

Og det er ikke kun fladerne i vores hjem, der bliver dyppet i farver lige nu. Farverne spreder sig også til møbler, lamper og andre fund til hjemmet, som også er en overskuelig måde at tilføje lidt farve til hjemmet.

Farver er nemt at kaste sig ud i, og det koster ikke mere, end at langt de fleste kan være med. Det er trods alt billigere end at installere et nyt snedkerkøkken eller et bad. Men effekten er lige så stor. 

Farver som en del af vægkunsten  

Større fokus på personlig kunst bliver er en stor indretningstendens i 2022, som du kan læse mere om lige her. Og i kølvandet på dén tendens spår Katrine Martensen-Larsen, stylist, indretningsekspert, tv-vært og forfatter, at vægfarverne bliver tænkt mere ind i den store sammenhæng.

- Der vil komme flere farver på væggene, fordi farver bag kunstværker giver dem et ekstra lag og kan forstærke dem. Hvis et maleri for eksempel er meget farverigt, kan det godt virke hårdt på en hvid væg, men maler man i en tone, der måske går igen i værket, får man et blidere og smukkere udtryk. Det er jo også noget, man ser på rigtig mange museer – at væggene er malet i smukke nuancer.

En vægfarve kan også være med til at binde flere mindre værker sammen, så man kan skabe et samlet værk af flere værker. Det kan være effektivt, når kunsten skal fylde lidt mere, og man måske ikke lige har midlerne til at gå ud og købe et kæmpe maleri. Og kunst er både skulpturer, keramik, mobiler, collager og gobeliner for blot at nævne i flæng. Eneste krav er, at det skal være unikt, og det skal berøre dig. Og så behøver det ikke være dyrt for at være kunst.

Læs mere om: