Tendenser

Hun vandt Mad & Boligs designpris i 2013

Anne Halskov vandt Mad & Boligs Designpris 2013 for sin moderne og stringente stol ’Not my Chair’. Siden har hun afsluttet sin uddannelse og er på vej frem med nye projekter. Både i sit nye job og i fritiden.

591 personlige stemmer fik Anne Halskovs bidrag til konkurrencen om Mad & Boligs Designpris i 2013, og det gjorde hende til vinder i den første omgang af designkonkurrencen i samarbejde med FSC. Stolen har siden været udstillet flere forskellige steder og har fået enormt god omtale. Stolen er ikke i produktion endnu, men Anne Halskov arbejder på højtryk for at få den koblet på hendes seneste designprojekt, for som hun siger - at få godt design ud i verden tager tid!

- Det var fantastisk at vinde Mad & Boligs Designpris sidste år. Det skabte en masse omtale omkring mig og min designidentitet, men vigtigst af alt, så er det virkelig skønt at mærke, at folk kan lide det, jeg designer. Jeg lægger mit hjerte og sjæl i de ting, jeg laver, og at vinde Mad & Boligs Designpris, som jo er en læserbestemt pris, det var virkelig stort!, siger Anne Halskov.

Afgiv din stemme: Hvem skal vinde Mad & Boligs designpris i 2014?

Verden skal udfordres

Siden konkurrencen sidste år har Anne Halskov færdiggjort sin uddannelse som bachelor i industrielt design på Kolding Designskole. Næste punkt på karriereplanen var en overbygning som kandidat, men det fik et jobtilbud som serviceleder og indretningskoordinator lavet om på:

- Det var simpelthen for spændende og godt til, at jeg kunne sige nej. I mit job designer jeg systemer, strukturer, services og indretning, for via min uddannelse er jeg uddannet til at se, opdage og udfordre verden omkring mig. Uddannelsen som industriel designer spænder meget mere vidt, end mange er klar over, forklarer Anne Halskov, som på trods af jobbet stadig har et solidt greb om både træ, tegninger og værktøj.

- I forlængelse af mit bachelorprojekt arbejder jeg på et fleksibelt designkoncept, som hedder Trapez. Det går ud på, at køberen selv kan sammensætte et plankebord ud fra flere forskellige typer træ, lak, stel, farver mm. Jeg glæder mig så meget til at finde ud af, hvad fremtiden byder med trapez!, siger Anne Halskov.

Læs også: Stem på din design-favorit og vind!

I løbet af året har hun også lavet flere små gør det selv-projekter for Silvan og løst mange boligstyling-opgaver for virksomheder og private. Sideløbende med Mad & Boligs designkonkurrence deltog hun nemlig også i tv-programmet Nybyggerne, som hun vandt.

Som designer er det enormt vigtigt, at ens ting bliver set, og både Mad & Boligs Designpris og Nybyggerne har været et godt skub i den rigtige retning imod at få mine designs og drømme ført ud i livet, siger Anne Halskov.