Tendenser

Hvad koster 220 kvm i Snøde, og hvordan kender man forskel på enæggede tømrere? Få svar på alle dine spørgsmål til Linde på Langeland!

Hvor meget skal man give for 220 kvm hurlumhejhus på Langeland? Er huse i Snøde virkelig så billige? Og hvad bruger man egentlig farvede stearinlys til under en renoveringsproces? Vi giver dig svarene på alle de spørgsmål, du sidder med, når du ser Linde på Langeland!

Du tager ét styks farveglad tv-vært. Placerer hende i en blanding af et spøgelseshus og Villa Villekulla i den yderste afkrog af landet. Støber et fundament af gennemsyrende tidsoptimisme. Og så skruer du det hele sammen med to identiske joviale håndværkere, en mand, der kalder sig Søren Savkunstner, og en masse gale og geniale idéer.

Nogenlunde sådan lyder byggevejledningen til TV 2’s nye boligprogram Linde på Langeland. Her følger vi tv-værterne Sofie Linde og Joakim Ingversens renovering af et vaskeægte håndværkertilbud: Et gigantisk, men træt hus fyldt med farver på væggene, kunst i loftet og utallige K3'ere.

Spørgsmålene står i kø:

Hvor meget skal man give for 220 kvadratmeter, når de er placeret i Snøde og ikke på Strandvejen? Hvordan lærer man at kende forskel på to enæggede tvillingetømrere? Og hvad bruger man egentlig farvede lys til under et renoveringsprojekt?

Vi giver dig svarene på alle de spørgsmål, du sidder med, når du ser det populære TV 2-program! 

Foto: @lindes_hus

Hvad koster 220 kvm håndværkertilbud i Snøde?

Huset, som Sofie Linde og Joakim Ingversen har forelsket sig i, ligger i landsbyen Snøde på Langeland, og det blev deres for bare 695.000 kr. - det svarer prismæssigt nogenlunde til en garage i København. Kvadratmeterprisen for Vennely er nemlig 3.159 kr., mens den gennemsnitlige kvadratmeterpris for ejerboliger på Vesterbro i København sidste år lå på 58.400 kr.

Siden programmets præmiere har flere seere spekuleret i, hvorvidt parret selv har betalt for huset, men det rygte afviser redaktør på TV 2 Stine Lundbak Ravn i en mail til Ekstra Bladet:

- Sofie og familien har selv købt og betalt huset uafhængigt af, at der efterfølgende blev produceret et program, skriver hun.

Er huse på Langeland altid så billige?

Husets kvadratmeterpris på 3.159 kr. er mere end 55.000 kr. fra en gennemsnitskvadratmeterpris på Vesterbro, men selvom husene på Langeland generelt er billigere end i hovedstaden, er Sofie Lindes impulsshoppede sommerhus også prismæssigt i den lave ende på de kanter. Husets kvadratmeterpris er nemlig cirka halvdelen af den generelle kvadratmeterpris på Langeland, oplyser TV 2. 

Foto: @lindes_hus

Betaler parret selv tvillingerne, Søren Savkunstner og de andres løn?

Mens Sofie Linde løber forvirret rundt i den tilvoksede have og forsøger at forhindre, at hunden Kim skal ende sine dage under en lastbil på landevejen, knokler håndværkere, kunstnere og familiemedlemmer på grunden. Det er især de to tømrere, Anders og Philip, vi følger indenfor, mens savkunstneren Søren forvandler gamle træer til legehuse og kunstinstallationer udenfor.

Ligesom flere seere har spekuleret i, hvorvidt parret selv har købt huset, undrer mange sig også over, om de har fået økonomisk hjælp til renoveringen – men det har de efter alt at dømme heller ikke:

- Familien betaler også selv for istandsættelsen, men modtager et medvirkendehonorar for at deltage i optagelserne, lyder det fra Stine Lundbak Ravn i mailen til Ekstra Bladet.

Dog oplyser TV 2, at kanalen har hjulpet til med at finde aftaler i forhold til materialer, værktøj og håndværkere. 

Foto: @lindes_hus

Hvor lang tid tager det at renovere en over 130 år ”arkitektonisk perle”?

I salgsopslaget var huset efter sigende beskrevet som en arkitektonisk perle, selvom de fleste nok ville kalde det over 130 år gamle spøgelseshus for et evighedsprojekt af et håndværkertilbud.

Heldigvis er den ukuelige Sofie Linde i programmet lidt mere optimistisk over for tidshorisonten end håndværkerne: 

- Vi har gået og snakket lidt om, hvor lang tid, du tror, det tager, og vi har sat et mål, siger Anders... Eller måske er det Philip.

- Okay, skal vi sige tre, to, én, og så siger vi det? Spørger Sofie Linde. 

- Fire uger. To år, siger de to parter i munden på hinanden. 

Taget i betragtning, at optagelserne stadig primært foregår ude i haven i afsnit 2, og at Sofie og vennen Mike bruger det meste af et afsnit på at renovere et enkelt vindue, virker det til, at tvillingerne nok er tættest på et realistisk bud. 

Foto: @lindes_hus

Hvad koster renoveringsprojektet?

Hvor meget renoveringen af huset løber op i, er endnu uvist, da arbejdet stadig er i gang. Men til TV 2 fortæller den ene af håndværkerne, Anders Gehl Larsen, at det nok ikke er et projekt, man skal kaste sig ud i for at spare penge:

- Det er forfærdeligt at rive fine, gamle huse ned og i stedet bygge typehuse. Den løsning kan dog ofte bedst betale sig, fordi det er så dyrt i mandetimer at renovere.

Dog har parret sparet, hvor de kunne. For eksempel ser vi i programmet, hvordan Sofie på gårdspladsen byder velkommen til den ene varevogn efter den anden fyldt til randen med spånplade-snedkerlignende køkkendele og grønbrune badeværelseselementer. Alt sammen købt for en slik på DBA. 

Derudover har parret valgt at lappe tagets utætheder, så huset kan holdes tørt for nu, i stedet for at lægge et nyt tag på, som ville koste op mod 1 million kroner.  

Foto: @lindes_hus

Hvordan kender man forskel på Anders og Philip?

De enæggede tvillinger, der er iklædt ens arbejdsbukser og skeptiske smil, skaber forvirring hos både seere og Sofie Linde, der bare kalder dem begge for Anders. Det er først i afsnit 5, at vi som seere bliver introduceret til de få forskelle, der gør det muligt at kende dem fra hinanden, hvis bare man kniber øjnene godt nok sammen:

- Det begynder at blive sværere og sværere at se forskel på os, for Anders er også begyndt at blive lidt rundkindet. Men det laver vi om på i fremtiden, så Anders også bliver rundkindet, siger Philip.

- Og så har jeg faktisk en prik her, tilføjer Anders og peger sig mellem øjebrynene. 

- Mange kan se forskel sådan. 

Foto: @lindes_hus

Hvad bruger man farvede stearinlys til i en renoveringsproces?

Inden parret drager mod Langeland, fremviser Sofie stolt de farverige stearinlys, som hun har planer om at medbringe til sommeren i renoveringens tegn. Og da skuespiller og tv-vært Jacob Riising kigger forbi Vennely, opdager han hurtigt den lille kasse med lysene:

- Men hvad hvis nu, man løber tør for farvede stearinlys? Nå, det har I, det er jeg glad for, joker han. 

Og selvom vi som seere måske griner lidt, når vi ser de fugtige vægge, rådne gulvbrædder og hul i taget, som lige skal fikses, inden stearinlysene kan tændes, er prioriteringen måske ikke så dum endda. For som Sofie Linde selv siger i programmet, mens hun pakker dem ned: 

- Vi har jo ikke strøm i huset, så det kan være, vi bliver afhængige af de her.

Foto: @lindes_hus

Kommer der en sæson mere?

Hvorvidt der kommer en sæson mere af det populære program, har TV 2 endnu ikke meldt noget ud om. Indtil videre ser det dog på Sofie Lindes ene Instagram-profil @lindes_hus ikke ud til, at mere end et enkelt rum – nemlig køkkenalrummet - står klar. Så mon ikke vi får lov at følge hurlumhejhusets redning en sæson mere?

Du kan se Linde på Langeland på TV 2 hver onsdag kl. 20.50 eller på TV 2 Play.

Læs mere om:
hus