
Lav en rå murstensvæg
Drømmer du om en rå murstensvæg i stuen, køkkenet eller soveværelset? Så læs med her, hvor du kan lære, hvordan du laver den ægte vare eller en falsk murstensvæg.
En rå murstensvæg er den perfekte måde at give et ellers finpudset hjem lidt kant. Men selvom væggen skal se upoleret ud, er det ikke ensbetydende med, at du kan sjuske dig til looket. Det kræver en indsats at blotte eksisterende mursten eller at skabe en falsk murstensvæg. Så træk i arbejdstøjet og læs med her, hvor vi har forsøgt at gøre en DIY murstensvæg så nem og tilgængelig som muligt.
LÆS OGSÅ: Rustik berlinerbolig med rå murstensvæg
Hvordan får jeg en murstensvæg indendørs?
Helt grundliggende er der tre måder at lave en smuk murstensvæg indendørs, og de er:
- Ved at blotte en eksisterende murstensvæg
- Ved at bygge en murstensvæg fra bunden
- Ved at lave en falsk murstensvæg
Ingen af de tre løsninger er nemme at gå til, så hvis du hader hårdt manuelt arbejde, må du hellere hyre en håndværker til jobbet. Er du derimod frisk på lidt DIY, skal du bestemme, hvilken af de tre løsninger, der passer til dit hjem.
Blottet, ny eller falsk murstensvæg
De tre muligheder giver vidt forskellige resultater, som er smukke på hver deres måde. Den blottede murstensvæg er rå og markant, og jo mindre du polere den - og jo mere oprindelig puds og mørtel, du lader sidde - jo mere industriel bliver looket. Den nye murstensvæg vil helt automatisk se mere elegant ud og er lettere at passe ind i et moderne hjem. Den falske murstensvæg giver mange muligheder, men det kræver en indsats at få den til at se autentisk ud.
3 måder at lave en murstensvæg
Vælg hvilken at de tre metoder, der passer bedst til din smag, dit budget og dit hjem:
#1: Blottet murstensvæg
Den mest oplagte løsning, men den kræver knofedt, og resultatet afhænger helt af, hvad der gemmer sig bag vægbeklædningen.
Sådan får du looket:
- Tjek om der rent faktisk er pæne mursten under vægbeklædningen ved at banke et test-hul et eller to steder.
- Hvis du har smukke mursten, skal du gøre rummet klar ved at flytte så meget som muligt ud af rummet og dernæst dække godt af.
- I de fleste hjem skal man først fjerne gipsplader og dernæst puds, før man kommer ind til muren. Pudsen skal bankes forsigtigt af med en hammer for ikke at beskadige murstene.
- Brug så en stålbørste eller en anden hård børste til at børste det sidste puds af.
- Vask murstensvæggen med vand og lad den tørre.
- Giv muren forankringsgrunder for at forhindre, at den drysser efterfølgende.
- Tip: Vil du have et mindre råt look, kan du enten udskifte den gamle mørtel med ny eller udfylde eventuelle huller med ny mørtel. Det giver et mere ensartet look og er sådan væggen på billedet herover er lavet. Søg endelig råd hos en professionel.
#2: En ny murstensvæg
Et dyrt arkitektonisk valg, som virkelig gør hele forskellen i et strømlinet typehus eller lignende.
Sådan får du looket:
- Dette er typisk en løsning, du vælger, hvis du bygger et nyt hus. En murstensvæg er dyr, men der er mange smukke argumenter for at betale prisen.
- En ny murstensvæg kan også opføres i et eksisterende hus, hvis underlaget er stabilt. Det kræver, at gulvbelægningen fjernes, så væggen kan støbes fast, og det er bestemt ikke noget, man skal gå i gang med selv medmindre, man er uddannet murer.
- Murerarbejde er præcisionsarbejde. Hver eneste sten skal ligge perfekt for at skabe en smuk ensartet murstensvæg indendørs.
- Tip: Udover at være en smuk arkitektonisk detalje, så er en murstensvæg indendørs faktisk også enestående god til at lydisolere og til at opsuge og afgive varme.
#3: En falsk murstensvæg
Et modigt valg, der kan være den nemme og billigere genvej til din drømmebolig. Vær opmærksom på, at kvalitet koster, og kan være værd at investere i.
Sådan får du looket:
- Du kan lave en falsk murstensvæg ved hjælp af murstensskaller. Det er enten gamle mursten, der er genbrugt og skåret i skiver eller nyproducerede skaller.
- Hvis du allerede har en væg, der hvor du ønsker en murstensvæg, skal du undersøge, hvad den er lavet af. Har du ikke en væg, er den billigste løsning at bygge en gipsvæg og så montere murstensskaller på den. Find murstensskaller her!
- Vælg nu de murstensskaller, der både lever op til dine forventninger omkring udseende og kvalitet, og som kan monteres på den væg, som du ønsker at omdanne.
- Spørg endelig løs, inden du beslutter, hvilken murstensskal-løsning du skal vælge. Sværhedsgraden varierer, så det er vigtigt, at du også er realistisk omkring dine egne DIY-evner.
- Tip: Det kan være svært at få den falske murstensvæg til at se helt autentisk ud, hvis du er på et stramt budget. Overvej eventuelt at male væggen efterfølgende som på billedet herover. Effekten er stadig rå, men det er sværere at se, væggen er falsk.
LÆS OGSÅ: Den perfekte New Yorker-bolig med rå murstensvæg, som billedet herunder stammer fra.