Tendenser

Sådan opstår en boligtrend – og sådan forudser du selv den næste

Trends kommer og går, og det kan være svært at vide, hvilke tendenser der passer til dig. Her får du boligstylistens tips til, hvordan du er på forkant med boligtendenserne – og stadig bevarer din egen stil.

Krøllede keramikkopper, patchwork og snoede lys. Nogle trends stikker helt af og rider på en lang bølge, mens andre er døgnfluer.

Fælles for dem alle er, at de kommer og går, og somme tider når vi kun lige at hoppe med på en tendens, før den næste dukker op.

Så hvad gør du, hvis du gerne vil være trendy – men samtidig gerne vil gå efter din personlige smag? Og kan du selv forudsige den næste trend, så du kan være lidt på forkant?

Vi har talt med boligstylist Mia Mortensen om boligtrends og fået et par gode råd til, hvilke trends vi skal holde øje med – og hvordan vi gør det. 

LÆS OGSÅ: 11 boligtendenser, vi ser overalt på Instagram lige nu

Hvordan opstår en boligtrend?

– Trends kan opstå på flere måder. Hvis man bliver eksponeret for noget et vist antal gange, fungerer det ligesom et P3-hit, som måske først er irriterende, men så pludselig sidder fast i hovedet. Sådan vænner vi os til den, hvilket også sker med boligtrends – for eksempel den modige grønne farve, som er in lige nu.

– En trend kan også opstå som en reaktion på et behov. Mens vi har været hjemme under corona, har vi lavet kreative ting som lerkrus og købt nips og kopper, som vi mangler et sted at stille. Derfor er vitrineskabet og sættekassen tilbage. Vi har også brug for humor, og derfor er kitsch, krøllet keramik og skaktern kommet frem.

– Ofte opstår der kontraster, så når en trend bliver lidt for alvorlig, opstår der en parallel, der fokuserer på det lette, sjove og tilgængelige.

Hvilken rolle spiller sociale medier som Instagram, når vi taler trends?

– En trend får hurtigere fat, når eksponeringen er stor på de sociale medier. Når noget bliver vist tilpas mange gange, bliver det en normalitet. Vi er nysgerrige som mennesker, og når noget fanger vores opmærksomhed, glemmer vi det ikke. Det er ikke sikkert, vi køber lige præcis det, vi ser. Da den røde italienske Carimate-stol gjorde comeback for nylig, blev jeg inspireret til at købe noget rødt. Det samme ser vi, når folk køber vitrineskabe brugt og maler dem. Der kommer altid en bølge af copycats efter den egentlige trend.

Hvem har indflydelse på tendenserne?

– Jeg tror helt sikkert, at klimabevægelsen har gjort bæredygtighed til en trend. Vi skal rette op på vores forældres generations uvidenhed, så vi stiller højere krav til brands og deres gennemsigtighed. Vi upcycler og recycler, og samtidig vil vi gerne have bedre kvalitet og længere holdbarhed. Vi bruger blandt andet bæredygtige materialer som genbrugsplast fra havene i havemøbler.

– Magasinerne har helt klart også noget at skulle have sagt, fordi det er et kvalitetsstempel, hvis et produkt er i et magasin. 

Hvordan tapper man ind i tendenserne og samtidig bevarer sin egen stil?

– Man kan sagtens starte i det små, hvis man er i tvivl om, hvorvidt tendensen passer til ens stil. Køb en pude, en tallerken eller et håndklæde i den moderne farve. Mal en genbrugsvase eller en taburet rød eller ternet. Det må gerne være uperfekt og humoristisk. Du kan også male en dør eller dørkarm i stedet for hele væggen.

– Nogle producenter lader kunder låne produktet med hjem for at teste det. Man er nødt til at prøve nogle ting for at finde sin stil, og heldigvis kan man sælge det igen eller male det over. Det ville være monsterkedeligt, hvis vi havde den helt samme stil i ti år uden at teste den. Der er ikke nogen, der vil dømme dig for at købe noget, der ikke er din stil. Dit valg er din stil.

Hvordan forudser man selv den næste trend?

– Gid, der var en formel! Jeg bliver inspireret af det, jeg ser og føler. En trend opstår tit ud fra samfundet. Rejs, oplev og nærstuder dine omgivelser. Det kan være en farve, som afspejler årstiden. I sommer har det været græsgrøn, og til vinter kommer de mørkere nuancer.

– Tænk over, hvad det næste behov bliver. Det kunne være behovet for at være sammen, nu hvor vi har mulighed for det igen, så måske langbordet kommer frem. Vi vil have hulestemning, men samtidig mere plads, så vi maler dørkarme og høje paneler. Der skal være humor og harmoni. Måske kommer vi til at lege mere med møblerne, som stole, der kan vendes.

– Selvfølgelig kan du også følge profiler på de sociale medier, som sætter tonen, og som du synes er inspirerende.

LÆS OGSÅ: 16 boligprofiler, du skal følge på Instagram

Boligstylistens bud på de næste trends

1. One of a kind

– Jeg tror, der kommer større fokus på iværksætteri efter corona. Vi vil have noget unikt. Der popper hele tiden butikker op med hjemmelavede quiltede tæpper og keramik. Vi vil gerne føle lidt ekstra efter corona, så vi går efter egne speciallavede løsninger, som passer til vores hjem.

2. Bæredygtighed

– Vi kommer til at se flere trends med udgangspunkt i bæredygtighed og genanvendelighed. Vi spørger oftere, hvor noget kommer fra, og hvem der har lavet det, for vi vil gerne vide, om producenten er bæredygtig. Vi kommer også til at gå efter holdbare materialer, som måske har flere funktioner.

3. 70’ernes funky former

– 70’er-formsproget er på vej tilbage. Vi ser allerede de bløde materialer i de sofaer, der er moderne nu. Vi kommer til at se legende, geometriske og organiske former, som for eksempel de buede karme. Den funky tone bliver mikset med nogle harmoniske og rolige farver som gule og lyse grålige nuancer for at skabe kontrast. Vi ser allerede nu skaktern, som er et af de mønstre, der kommer frem.

4. Nyfortolkede materialer

– Vi kommer til at se nye måder at bearbejde materialer på. Vi kan godt lide træ, men der må gerne ske noget med det. Jeg tror, vi kommer til at se mere Douglasgrantræ med knaster i, og måske bejdser vi det i nye farver. Jeg tror også, vi kommer til at se marmor med mere spil og farve i, samt farvet stål. I det hele taget må ting gerne have en farve. Vi har længe set trenden med klart glas, så nu kommer det farvede glas.

5. Taktilitet

– I øjeblikket kan vi godt lide ting, der har taktilitet. Der må gerne være noget at røre ved, som for eksempel keramik med en spændende struktur. Vi leger med materialerne, hvilket også ses i vores trægulve, der gerne må have et mønster. Tekstiler som quilt kommer også mere frem.

6. Vikingelangbordet

– De runde borde bliver erstattet af langborde, fordi der skal være plads til fest og plads til at være sammen. Vi vil gerne mødes en masse efter corona, og når vi med årstiden bevæger os indenfor, gør vi det bedst omkring et stort bord. 

7. Mørke farver

– Mens pastellerne udfases lidt, kommer vi til at se de mere mørke farver komme frem. Vi ser mere sort, og jeg er selv helt hooked på den mørkegrønne farve. Også lilla og bordeaux er på vej frem. Samtidig skal de mørke farver løftes lidt af en lysere for at bryde og nuancere. Vi har brug for liv, selvom vi trækker inden døre.

8. Det uperfekte

– Vi vil gerne mærke og leve mere, men samtidig har vi brug for en indre ro. Efter coronatiden har vi brug for at grine lidt, og derfor mikser vi strømlinet design og naturmaterialer med uperfekte og skøre ting, som for eksempel krøllet keramik og skæve vaser.

LÆS OGSÅ: Guide: 15 designerstole du skal investere i