Tendenser

Sådan skal din stue se ud i 2022

Vi har samlet fem boligtrends, der kommer til at præge 2022. Se, hvordan du indretter en trendy stue med dem her.

Et nyt år er en god anledning til forandringer - og hvis du er lidt af en boligentusiast, er det nok mere en frisk start i boligen, der trækker, end et fornyet medlemskab af fitnesscentret. Og den gode nyhed er, at du bestemt ikke behøver at give hele hjemmet en totalmakeover for at føle, at der er sket en forandring.
 

Vi har set nærmere på de fem store boligtendenser i 2022, så du kan vælge dem, der falder mest i din smag, til at give din stue en lille opdatering – eller du kan gå all in på en større renovering, hvis det er det, du har energi (og budget) til.

Sådan skal din stue se ud i 2022

Mal dine paneler, karme og lofter i klare, stærke farver

En stor trend i 2022 bliver, at farverne kryber ind på atypiske overflader. Det fortæller Michael Schmidt, kreativ konsulent og indehaver af konsulentvirksomheden Michael Dansk.  

Det startede for nogle år siden, hvor de modige malede én væg i et rum i en farve. Så blev det alle fire vægge, og nu er vi også begyndt at se, at vi også maler loftet i en farve. I 2022 kommer vi til at gå all in på træværket – paneler og karme får også farver.

Generelt er det en stor tendens, at danskerne bliver mere modige med farver, og at der bliver skruet endnu mere op for dem i det nye år.  Der har nemlig været en overvægt af støvede farver og pasteller, men i 2022 kommer vi til at se mere til de klare farver. Pastellerne var det bløde valg, men efterhånden som vi bliver mere modige, bliver farverne mere tydelige.

Det er heller ikke kun fladerne i vores hjem, der bliver dyppet i farver lige nu. Farverne spreder sig også til møbler, lamper og andre fund til hjemmet, som også er en overskuelig måde at tilføje lidt farve til hjemmet.

 

Gå efter unika fund og godt håndværk

Mette Nørregaard, der er co-funder og kreativ direktør for interiørbutikken Nørr og Leo Studio, er enig i, at de kulørte valg vil vinde mere og mere indpas i 2022. Vi bliver nemlig meget mere modige og tør kaste os ud i nye ting.

Jeg tror dog ikke, at vi kommer til at se ét motiv eller én farve, der går igen, men der er alligevel en tydelig fællesnævner, som sammenfatter det nye år: Det er det håndlavede, det unikke og det skæve, vi efterstræber. Det skal ikke længere være så stilrent, og man må godt kunne se, at en lysestage er formet med hænderne og ikke er masseproduceret.

Generelt kommer vi til at se flere unikaværker og -kunstnere, fordi vi søger mod det gode håndværk med en fortælling bag.

Brug finurlige fund, og hiv oldemors keramik frem fra gemmerne

Ifølge Mette Nørregaard betyder det også, at vi kan godt lide det, der skejer ud, og som er sjovt – f.eks. i form af keramik med fisk på, og frugter, som vi allerede har set en del til.

Noget andet er, at vi oven på en periode med utryghed og uvished hungrer efter tryghed, og det får vi ofte gennem noget “gammelt” og velkendt. Jeg oplever selv en stigende tendens til, at keramik, der ligner stellet fra mormor og morfars køkkenskabe, har fået en genfødsel, og derfor vil f.eks. blomster- og dyremotiver fylde mere fremover. Det vil de, fordi det minder os om noget, og fordi det er personligt.

Skab masser af personlighed med kunst –  som ikke behøver at være dyrt

Katrine Martensen-Larsen er stylist, indretningsekspert, tv-vært og forfatter, og dén tendens, hun peger på vil få stor betydning i både stuen og hjemmet generelt i 2022, er kunst.

-Jeg kommer i så mange hjem for at hjælpe folk med indretning, og mine kunder efterspørger altid det samme: ”Hvordan kan vi få en mere personlig indretning?” Vi kan udtrykke vores personlighed med kunst. Når man har fået de møbler, man drømmer om, det lækre køkken og de smarte lamper, mangler der stadig noget, så vores hjem ikke kommer til at ligne alle andres – eller endnu værre: En udstilling i et tilfældigt bolighus. Noget i hjemmet, der er taget stilling til, og hvor der er lidt mere på spil. Noget, der ikke bare kan ”kopieres”. 

Hvis hun skal pege på tre kunst-tendenser, så er den første, at kunst får flere funktioner. Det kan også være crossovers mellem skulptur og belysning. Den anden er, at kunst skabes af bæredygtige materialer. Den tredje er, at værker på væggen bliver tredimensionelle, og at man blander kunstgenrer på sin væg.

Derfor er det også vigtigt at være opmærksom på, at kunst både er skulpturer, keramik, mobiler, collager og gobeliner for blot at nævne i flæng. Eneste krav er, at det skal være unikt, og det skal berøre dig. Og så behøver det ikke være dyrt for at være kunst.

Lav selv din egen, personlige løsning

Signe Byrdal Terenziani, direktør for designfestivalen 3daysofdesign, tapper også ind i masser af personlighed i stuen i det nye år.

Det er ikke længere spor trendy at ligne hinanden og have det samme spisebord og de samme stole og den samme lampe, som var vist på opslaget i designmagasinet. Folk vil gerne sætte deres eget personlig præg på tingene. Du vil gerne sy dine egne hynder. Jeg har lige købt nogle gamle stofrester fra Kvadrat (tekstilfirma, red.), som jeg har lavet til puder – de puder er jeg meget gladere for, end hvis jeg bare havde købt nogle, der allerede var lavet. Tingene skal betyde noget og gerne have en historie. Det vælter jo også frem med steder, hvor du kan komme ind og male på en porcelænskop og få din helt egen personlige. Det elsker folk.