
Sådan tager du gode festbilleder
Gør dine festbilleder meget flottere og mere interessante med vores 6 smarte tips til festfotografer.
Selv verdens sjoveste fest kan komme til at se dødkedelig ud på billeder, hvis fotografen mangler tips til og indsigt i, hvordan man skaber liv i fotografier. Derfor har vi lavet en supernem fotoguide, der hjælper dig med at indfange festens stemning. Det er simple tricks, som alle kan følge, så det er bare om at komme i gang med at knipse løs.
Læs også: Hemmeligheden bag den perfekte billedvæg
Fotoguide: 6 tips til gode festbilleder
#1: Tag aldrig gruppebilleder forfra
Det kan godt være, at skolefotografen fik alle til at stille sig op på række, placerede sig selv midt for og tog sit foto, men der er heller ikke meget liv på et klassefoto. Prøv i stedet at træde et skridt eller to til den ene side, når du tager billeder af grupper. Det giver mere dybde i billedet og mere liv. Du kan også tage gruppebilledet oppe- eller nedefra - bare leg med vinklerne!
#2: Vær ikke bange for uskarpe billeder
For langt de fleste af os skal et godt foto først og fremmest være skarpt, men den regel gælder altså ikke altid. Til en fest, hvor der er dæmpet belysning og folk danser og bevæger sig, kan det være svært at få skarpe billeder, men du kan sagtens bruge uskarpheden til din fordel og indfange festens stemning. Tag fx et billede uden blitz af to, der sidder og snakker, mens resten af selskabet danser. De to i forgrunden vil blive skarpe, mens baggrunden er kaotisk og illustrerer gang i festen.
#3: Leg med rekvisitter
Bare rolig, du skal ikke til at slæbe en kuffert med rekvisitter med til festen! Du skal bare bruge, hvad der er omkring dig. Du kan jo prøve at tage billeder gennem et vinglas eller pege loftslampen over på en af selskabets gæster, så han eller hun bliver ekstra oplyst. Resultatet afhænger af en masse faktorer, men jo mere du eksperimenterer, jo større chance er der for, at du kommer hjem med et helt enestående foto.
#4: Tag portrætter midt i festen
Når festen er godt i gang, er fotografen ofte tilbøjelig til at holde sig lidt på afstand for ikke at forstyrre, men så bliver festbillederne tit meget upersonlige. Prik i stedet folk på skulderen, spørg om du må tage et portræt af dem, gå helt tæt på og se, hvad der sker, når du holder kameraet op. Ansigter er interessante, og gode portrætter er med til at gøre et festfotoalbum spændende.
#5: Husk sigende detaljebilleder
Det helt rigtige detaljefoto kan sige meget mere end hundrede dansebilleder. Prøv at kigge dig omkring med det i baghovedet. Fx kan den efterladte dametaske signalere, at alle har forladt bordet og er gået på dansegulvet. På samme måde kan et smukt nærbillede af en løsnet slipseknude sige noget om humøret til festen.
#6: Skab smukke minder
I bund og grund tager de fleste af os jo billeder for at mindes de smukke oplevelser i livet. Med tiden vil du sikkert glemme, hvordan bordet var dækket, hvad der blev serveret til forret eller de buketter, du modtog, men hvis du gør dig lidt umage, kan du lave smukke opstillede billeder, der dokumenterer de ting. Her er tre videoer, der giver dig masser gode idéer til, hvordan du laver og fotograferer smukke stilleben...
Galleri med lækre festretter...
12 lækre hovedretter til fest























