
Unge designere på vinderrejse til Kina
Følg vinderne af FSC Design Awards’ rejse dag for dag på deres blog.
Med tørrebordet 'DryUnder' vandt de to arkitektstuderende Anne Nørbjerg og Sanne Kyed FSC Design Award 2012 foran 75 andre bæredygtige designs. Anne og Sanne er nu taget på deres vinderrejse til Kina, hvor de får mulighed for at udarbejde en prototype af deres vinderdesign på et lokalt værksted og kommer helt tæt på arbejdet med FSC og bæredygtig skovdrift i Kina.
Følg Anne og Sannes mange oplevelser i Kina på bloggen dagligt her
DryUnder - et vinderdesign
Anne og Sannes vinderdesign lever op til FSC Design Awards krav om at kombinere bæredygtighed med æstetik og funktionalitet. Ideen bag 'DryUnder' er at udnytte den trange plads, der ofte er på små altaner, idet bordet på få sekunder kan forvandles til et tørrestativ. Om deres designtilgang fortæller Anne og Sanne; "Vi tænker i praktiske og holdbare løsninger, men uden at gå på kompromis med det æstetiske".
Efter FSC Design Award har flere fået øjnene op for det innovative design. Det har blandt andet resulteret i, at Anne og Sanne har vundet Formlands Upcoming Award og Bo Bedres rejselegat til studerende. De har nu valgt at gå iværksættervejen ved at starte deres eget firma, Nørbjerg & Kyed: "Vores vision er at blive en virksomhed med eget brand, hvor vi udvikler designs til hverdagens brug og følger designet fra første skitse til det står færdigt i butikkerne".
Om designrejsen
FSC Danmark har i syv år sendt vinderen af FSC Design Award på en rejse til en FSC-certificeret skov et sted i verden. Formålet er at vise, hvordan FSC gør en forskel for skov, dyr og mennesker. På dette års designrejse til Kina får Anne og Sanne følgeskab af en journalist og en fotograf, og sammen tager de på en uforglemmelig rejse, som kan følges dag for dag.
Vinderrejsen til Kina er støttet af IKEA Danmark, som samarbejder med både FSC og WWF for at udbrede bæredygtigt skovbrug. I Kina skal vinderne blandt andet besøge en af WWF's skovprojekter og opleve, hvordan arbejdet med ansvarlig skovdrift foregår.