Smart tip! Lav risengrød i stegepose

Sådan koger du risengrød i stegepose

Med en stegepose kan risengrøden passe sig selv, og du kan få en perfekt portion uden omrøring. Se hvordan du koger risengrød i stegepose her!

Tirsdag, 22. december 2015 - 9:14 - af Christine Agertoft / Foto: Columbus Leth

Det er nok julens mest simple tip, men det vil spare dig for rigtig meget tid og besvær. Med en stegepose kan du nemlig slippe for at holde øje med og røre i grøden hele tiden, og du behøver slet ikke bekymre dig om brændt ris, der ødelægger din yndlingsgryde.

Tip! Brug også risengrød i stegepose til at lave denne risalamande 

Sådan laver du risengrød i stegepose

I jagten på smarte genveje til julemaden faldt vi over tippet på bloggen Home By Bianca, og til vores store begejstring virker det rent faktisk. Du slipper selvfølgelig ikke helt for at kigge til grøden af og til, men metode gør det meget nemmere at få perfekt risengrød uden den store indsats. Ret smart, hvis man gerne vil koncentrere sig om en krævende julemenu, eller hvis man er amatør ud i disciplinen risengrødskogning. 

 

Opskrift

Det skal du bruge for at lave risengrød i stegepose til 3 personer:

  • 1 stor gryde
  • 4 dl grødris
  • 2 liter mælk
  • 1 knivspids salt
  • Stegepose

Sådan laver du risengrød i stegepose:

  1. Hæld vand i gryde indtil den er ca. halvt fyldt, og bring vandet i kog.
  2. Kom grødris, mælk og salt i stegeposen, luk den og kom den ned gryden. Skru ned for blusset, og læg låget på.
  3. I ca. 45 min. kan risengrøden småkoge og passe sig selv. Derefter skal du åbne stegeposens åbning og lade den stå åben, så noget af væden fordamper, og du opnår den ønskede konsistens.

Risengrød i stegepose

Læs også: 8 tips til den perfekte julemiddag 

Rigtig god fornøjelse med at koge din risengrød i stegepose og glædelig jul!

Hvis du er en af dem, der gerne vil gøre julemaden let for dig selv, så anbefaler vi også, at du prøver denne opskrift på flæskesteg på grill. Det er en meget nem måde at lave en saftig flæskesteg, og det bedste er, at den bare skal passe sig selv udenfor på grillen, mens du både har ovnplads og bordplads til de mange andre gøremål. Sammen med det smarte stegepose-trick til risengrøden sparer det dig altså rigtig meget tid og besvær. Lige noget for dem, der hellere vil tilbringe julen sammen med familien fremfor alene i køkkenet.