Knasende sund salat med rugkerner

Opskrift på sund salat med rugkerner

Brug de bedste nordiske råvarer til at lave en sund salat med rugkerner, æbler, selleri, persille og bid fra peberrod.

Mandag, 4. april 2016 - 9:20 - af Mikkel Karstad Foto: Anders Schønnemann
Rugen er rig på smag og har i mere end 1.000 år været brugt i det danske surdejsrugbrød. Men det har også været brugt i svenskernes knækbrød, tyskernes pumpernikkel og i den russiske drik med gæret brød kvass samt i såkaldt rye beer og canadisk rye whisky. Udover i rugbrød bliver rug også brugt til knækbrød, kiks, morgenmadsprodukter, grød, chips, som skårne rugkerner i salater, og poppede kerner, som kan spises direkte fra posen.

Prøv også: Sund salat med spelt og kål

Rugkerner giver en sund salat med bid fra peberroden

Fra marken til dit bord. Bland de kogte rugkerner, som er fulde af nødde- og kornsmag, med stegte selleritern, syrlige æbletern, frisk persille og revet peberrod. Det er en sund salat, der i mere end en forstand kan få tårerne frem i øjnene.

Opskrift på sund salat med rugkerner

4 personer

Det skal du bruge: 

  • 3 dl rugkerner (Find dem fx her!)
  • 1 l vand
  • salt og friskkværnet peber
  • 4 spsk. olivenolie
  • 2 spsk. æbleeddike
  • 1 lille knoldselleri
  • 2 æbler
  • 1 bundt bredbladet persille
  • 10 cm frisk peberrod
Anbefaling! Nyd fx din sunde salat sammen med dette italienske madbrød!

Sådan laver du en sund salat med rugkerner:

  1. Bring rugkernerne i kog i en gryde med letsaltet vand, og kog dem i 40-45 minutter på lavt blus. Lad dem derefter trække i 5 minutter under låg, og hæld så eventuelt overskydende vand fra. Bland de lune kerner med 2 spsk. olivenolie, æbleeddike, salt og peber, og lad kernerne køle helt af.
  2. Skræl sellerien, og skær den ud i tern på 2 x 2 cm. Steg selleriternene i olivenolie på en pande i 4-5 minutter, til de får farve og bliver møre, men stadig har lidt bid.
  3. Skær æblerne i tern, og bland æbler og selleritern med rugkernerne.
  4. Skyl og tør persillen, og hak den groft. Bland den i salaten. Skræl peberroden, og riv den ud over salaten.
  5. Servér salaten som en selvstændig frokostsalat eller som tilbehør til en hovedret.