Lav selv sprøde rugbrødschips

Opskrift på sprøde rugbrødschips

Hvis du har noget daggammelt rugbrød liggende, kan du hurtigt lave sprøde rugbrødschips. Perfekte som sund snack eller til en salat.

Tirsdag, 3. oktober 2017 - 15:32 - af Mikkel Karstad / Foto: Anders Schønneman

Hvis du har noget daggammelt rugbrød liggende, er der ingen grund til at smide det ud. Du kan nemt og hurtigt trylle rugbrødsresterne om til lækre, sprøde rugbrødschips. De tager ingen tid at lave og er en skøn måde at bruge resterne på.

De sprøde, knasende rugbrød er gode som topping på salat eller suppe. De kan også serveres som tilbehør til tapas eller bare som et sundt alternativ til chips. 

Brug fx rugbrødschips i en af disse lækre retter!

Opskrift på hjemmelavede rugbrødschips

2 personer

Det skal du bruge for at lave spørde rugbrødschips:

  • 6 helt tynde skiver daggammelt rugbrød
  • 2-3 spsk. olivenolie
  • havsalt

Sådan laver du sprøde rugbrødschips:

  1. Læg rugbrødskiverne på et stykke bagepapir på en bageplade, dryp med olivenolie, og drys med havsalt.
  2. Bag rugbrødsskiverne ved 170° i 7-8 minutter, indtil de er gyldne og helt sprøde.
  3. Tag rugbrødsskiverne ud af ovnen, og bræk de 6 skiver til retten itu.

TIP:
De rugbrødsstykker, du ikke skal bruge med det samme, kan du gemmes i en lufttæt bøtte og tage frem som en sund snack eller til en salat.